Bjarke Kirkegaard Nielsen
Det er ved at være noget tid siden, det var jul. Alligevel skal der stadig være plads til de gode julehistorier. Dette er en af dem.
Lis Skøtt har været en del af DcH’s eftersøgningshold i et par år. I den tid har hun og hunden Fie på fire år fundet alt fra mobiltelefoner til briller, nøgler og høreapparater.
19. december blev parret kaldt ud til en noget særlig eftersøgning. En trist mor ringede til Lis Skøtt og fortalte, at hendes søn Liam på halvandet år, havde tabt sit høreapparat. Liam er fuldstændig døv og derfor særdeles afhængig af sit høreapparat.
– På en måde var det jo en eftersøgning som alle andre, men det var også en ganske særlig eftersøgning, idet vi skulle finde et høreapparat til så lille en dreng, fortæller Lis Skøtt.
Høreapparatet som Liam havde mistet var et Cochlear-apparat. Dette høreapparat er meget specielt, fordi det består af to dele. Den ene del er opereret ind under huden. Den anden er udvendig lydprocessor, som opfanger lyd og sender det til det indopererede implantat, der sender impulserne videre til hjernen. På den måde kan en døv person pludselig høre. Udover at være en uundværlig del af Liams liv, er apparatet også ret så bekosteligt. En lydprocessor koster omkring 80.000 kroner.
Derfor var Lis Skøtt også rigtig glad for at kunne hjælpe lille Liam, som med hendes og Fies hjælp kunne høre julesangene ved juletræet fem dage senere.
– Liams mor var i tvivl om, hvor han havde tabt apparatet. Det kunne være sket i bilen, men det kunne også være sket hos dagplejemoren. Fie fandt høreapparatet i dagplejemorens indkørsel, og det var meget svært at se, fordi den lå i en masse granitskærver, fortæller hun.
En dygtig hund
Faktisk var det noget af et tilfælde, at Lis Skøtt startede med at søge efter forsvundne ting med Fie. Hun opdagede nemlig, at hunden havde talent for det til lydighedstræning.
– Jeg opdagede helt tilfældigt, at hun var god til at snuse sig frem til ting. Ved lydighedstræningen havde vi feltprøver, og de var alt for nemme for Fie, som fandt tingene hurtigt. Derfor gjorde jeg det sværere for hende ved at gemme mindre ting, men det var heller ikke den store udfordring for hende, fortæller Lis Skøtt og fortsætter:
– Derfor kontaktede jeg formanden for at få ham til at bistå mig og Fie i prøven, der skulle til for, at hun kunne blive eftersøgningshund. Han gemte fire ting i skovbunden og to dage efter, gik jeg ud med Fie for at finde dem. Hun fandt dem ret hurtigt, og så fandt hun også to ekstra ting, som åbenbart havde ligget i skovbunden i et par måneder fra en tidligere prøve.
Fies evner som sporhund har betydet, at Lis Skøtt nu stoler mere på sin hund end på sin egen hukommelse. Hun har nemlig flere gange oplevet, at menneskets hukommelse slet ikke kan hamle op med hundens snude.
– Det sker ofte, at folk påstår, de slet ikke har været der, hvor hunden har fundet spor. Når så Fie alligevel finder den forsvundne genstand, må de jo erkende, at de sikkert har været der alligevel, fortæller hun.
Derfor vil hun også gerne have, at folk kontakter hende, hvis de pludselig finder en genstand, som Fie har måttet opgive at finde.
– Hvis de fortæller mig, hvor den er fundet, så ved jeg jo, om det er Fie, der ikke har kunnet finde den, eller om vi er blevet anvist et forkert sted, siger hun.
Der findes 84 hunde i eftersøgningstjenesten fordelt over hele landet. Hundene søger kun efter genstande og ikke efter mennesker eller dyr.
