Anne Cecilie Sohl
Personligt er jeg typen, som gerne kaster mig ud i hvad som helst - og i ægte Pipi Langstrømpe-stil (jeg har jo også rødt hår), så er min tankegang altid: ”Det har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg sikkert godt!”. Med det i mente så ved jeg også, at hundene ofte kræver lidt mere forberedelse og træning, før vi tager springet. Det hele skal naturligvis afstemmes.
Terminsprøver
Da James allerede havde været støtte til en national test samt været med til møder, var jeg klar over, at scenariet med en terminsprøve var ganske realistisk.
Før vi kastede os ud i det, havde vi en samtale med både elev og lærer, hvor vi forventningsafstemte. For mig var det vigtigt, at alle var indforståede med, at jeg kunne trække James fra opgaven, hvis jeg fornemmede, at han ikke havde roen eller var klar til det.
James var med til prøverne hele ugen, som foregik sådan, at vi var med til introduktionen med hele klassen, og derefter koblede os på den enkelte elev, Magnus, som havde ønsket James med som støtte. Efter der var gået en time af prøven fik James fri, og Magnus skulle arbejde videre selv, indtil prøven var slut.
At arbejde på denne måde med James, er en stærk og bekræftende oplevelse hver eneste gang. Vi ved at hunde kan lugte sig frem til, hvordan vi har det, ud fra de hormoner vi udskiller, og derudover læser de også vores kropssprog.
At se James arbejde med Magnus, aflæse ham under prøven, og gøre lige netop dét som han har brug for, er helt unikt. James vidste helt instinktivt, hvornår Magnus havde brug for ro, et skub med snuden eller en krammer - og med kram der mener jeg, at James får sin frihed til at hoppe halvt op til Magnus, lægge poterne på hans skuldre, og give en ægte krammer. Det lyder måske lidt voldsomt, men den tyngde og nærhed James kan tilbyde i sådan en situation, kan sammenlignes med et kram fra et andet menneske, eller for eksempel effekten som vi kender af tyngdedyner.
Efter ugen med prøverne evaluerede vi forløbet med Magnus som blandt andet sagde:
– Jeg synes det var godt, roen var der og det gav mere fokus på opgaven. Det var godt han kom fra morgenstunden, det var lettere at køre hjemmefra om morgenen, når jeg vidste James var der. Det gav motivation.
Jeg håber James har været med til at give Magnus en god og tryg opstart med terminsprøver, så han er mere klar til de kommende eksaminer næste skoleår.
Næste skridt..
Her begav vi os ud i noget helt nyt. Det tætteste vi kommer på noget tilsvarende, var da James var med indskolingen til operakoncert. Så før jeg kunne sige endeligt ’’ja’’ til at tage med, havde jeg brug for, at vi tog til en almindelig gudstjente i kirken, så jeg havde en lille ide om, hvordan jeg skulle tackle det på dagen.
Derfor besøgte vi (efter aftale med præsten) en gospel-gudstjeneste en søndag aften.
Ved vores ankomst var James meget nysgerrig, så vi placerede os ved indgangen, så vi kunne finde ro og fokus, samtidig med at de andre besøgende havde en chance for at stille spørgsmål. Det var en god øvelse for James i at sidde stille, og en god øvelse for mig i at snakke, mens jeg skulle have styr på ham.
Skæbnen ville, at vi mødte en kvinde, som faktisk selv var ved at søge efter en psyk. service hund. Jeg tilbød hende - hvis det var en hjælp for hende - at vi kunne sidde sammen i kirken, hvilket hun takkede ja til.
Gudstjeneste forløb fint, James var på arbejde, både med at finde sig til rette i miljøet og være opmærksom på sin sidekammerat. En del af gudstjenesten sad han op ad hendes ben. Da gudstjenesten var slut, mødtes vi med hende på p-pladsen, hvor hun kunne hilse rigtigt på James. Hun satte her ord på, at han havde givet hende ro, og hele oplevelsen også bekræftede hende i, at en servicehund uden tvivl ville hjælpe hende igennem hverdagen.
Da jeg kørte hjem i bilen, blev jeg næsten selv helt rørt, da jeg også selv blev bekræftet i, hvor meningsfuldt arbejdet med James (og dyr i det hele taget) er for os mennesker. Hvilken gave de er til os, med deres umiddelbare måde at være til stede i nuet, og den unikke støtte de kan give os.
Konfirmationen
Den store dag kom, hvor eleverne skulle konfirmeres. Vi ankom i god tid, så vi lige kunne nå at lande og få ro på, mens konfirmanderne skulle have taget billeder. Herefter fulgte vi konfirmanderne over i konfirmandhuset, hvor de fik et glas vand og præsten gennemgik gudstjenesten med dem.
James sad her, med et par af de elever han har hjulpet i skolen. Han var helt rolig, og det smittede uden tvivl af på konfirmanderne, som sikkert havde været spændte på hvad der skulle ske, og på den store dag i det hele taget.
Da tiden var inde, gik vi sammen over til kirken, hvor James og jeg listede os ind, og satte os lige før det blev konfirmandernes tur. Under selve gudstjenesten tog James sig en god lur. Det var som om, han vidste, at han lige skulle lade op til næste etape udenfor, hvor der igen skulle bruges energi.
– Det var rigtig godt at han var med til konfirmationen. Det gav ro, især inden vi blev samlet i konfirmandhuset. Jeg har også sagt hjemme, at det bare var godt, lød det fra én af konfirmanderne.
Evaluering
Jeg bliver altid så glad når folk er gode til at spørge om de må hilse på ham, for så kan jeg nå, at tage stilling til om han er klar, og give ham lov. Ellers er han jo på arbejde og skal være fokuseret på sin opgave. James elsker alle mennesker og han vil, hvis han selv kunne bestemme, altid hilse på alle. Men i forhold til hans job, så bliver han nødt til at lære, at afvente og kunne hilse med nogenlunde ro på. Vi kan nemlig sagtens havne i situationer med elever som kan reagere, hvis han er for ivrig eller målrettet, og her er det ikke hensigtsmæssigt.
