Anne Cecilie Sohl
Både træning og fritid skal være sjovt, så når vi kan kombinere de to ting giver det hele bare ekstra mening. Som skolehund er det vigtig med en god solid miljøtræning og socialisering, så James kan holde til at være i mange forskellige situationer på sit arbejde, selv samme træning gavner ham også hjemme med tilværelsen som familiehund.
Når James holder fri, nyder han at lave ting sammen med sin familie. Vi bor på en landejendom, så det er en naturlig del af hverdagen for James, at han f.eks. hjælper med at fodre heste og æsler. Vi har også lavet en indhegning på den ene mark, som vi kalder hunde-folden. Her må der graves, rulles, løbes og tumles.. Alt hvad hundene kunne have lyst til! På denne fold bygger vi også forhindringer, som kan bruges til miljøtræning eller forberedende træning til K9 biathlon. For netop K9 biathlon er ved at gå hen og blive James’ nye hobby!
K9 biathlon er for James noget helt nyt, men vi håber hans solide miljøtræning vil give ham et lille forspring, nu hvor vi begynder træningen. Hans første deltagelse sammen med mig, vil være til løbet i Give på Lilleskov slot søndag den 2. juni, hvor vi er tilmeldt 3 km walk.
Som træning op til har vi besøgt flere forskellige trænings- og legepladser til hunde, men også af den slags til børn. K9 biathlon kan nemlig trænes alle mulige steder. Til nogle af vores træninger har vi haft Riley (min anden hund) med, da hun har prøvet det en del gange før, og gerne lige viser James hvordan man sidder på en vippe, går over bildæk eller springer over en forhindring. Men én ting er forhindringerne til sådan et event, der er også ALT det andet: Miljøet på pladsen, ventetiden før og efter ruten, og kommandoerne vi får brug for i løbet af hele dagen og ude på selve ruten. Derfor handler en del af vores træning også om, at kunne gå pænt i snor, tage imod kommandoerne: plads, vent, frem og bliv. Noget som egentlig er helt basis-lydighed for os, men som jeg ved af erfaring, vil komme os til gode når vi skal afsted. Og når ja, så er James jo stadig en lidt blank teenager, der indimellem har glemt hjernen hjemme i hundekurven..
Vi glæder os meget til at komme afsted og prøve kræfter med en, for James, ny sport!
Næste blogindlæg: Terminsprøver og konfirmation, kom med James på arbejde.