Astrid Gerd Holtet
Med det våde og kolde efterår følger altid en stigning i tilfælde af hunde, der smittes med kennelhoste, da sygdommen trives godt i det fugtige miljø. For de fleste hunde er kennelhoste ikke en livsfarlig sygdom, men blot en ubehagelig oplevelse. Er hunden meget ung, gammel eller på anden måde svækket, kan kennelhoste dog godt blive mere alvorligt.
Hvorfor får hunde kennelhoste?
Kennelhoste er en smitsom luftvejsinfektion, som smitter mellem hunde, der er tætte på hinanden. Den ses derfor oftest på steder med mange hunde, som hundepensioner, udstillinger og kenneler – og deraf kommer navnet kennelhoste.
Flere forskellige bakterier og virusser kan være årsag til kennelhoste, herunder blandt andet hundens parainfluenzavirus type 2, hundens respiratoriske coronavirus og bakterien Bordetella bronchiseptica.
Symptomer på kennelhoste
Når en hund får kennelhoste, ses en lang række symptomer, som primært er knyttet til de øvre luftveje. Det mest karakteristiske symptom er en kraftig, oftest tør og vedvarende hoste, som ofte forværres i forbindelse med motion. Derudover kan hunden begynde at nyse og få vandigt flåd fra øjne og næse. Nogle hunde vil også få feber og miste appetitteten. Sygdommen varer normalt mellem en og to uger, men i nogle tilfælde kan der gå endnu længere tid, før hunden helt holder op med at hoste.
Fremtiden for en hund med kennelhoste
For en ellers sund og rask hund, er kennelhoste sjældent alvorlig. I nogle uheldige tilfælde kan der tilstøde en mere alvorlig lungebetændelse. Da sygdommen er meget smitsom, og da hunden kan smitte i lang tid efter at den er blevet syg med kennelhoste, er det vigtigt at man holder hunden væk fra andre hunde mens den er syg, og i to til tre uger efter symptomerne er gået væk.
Det er muligt at vaccinere hunde mod nogle af de ting, der kan give kennelhoste, men desværre ikke alle. En vaccination mod kennelhoste vil derfor nedsætte risikoen for at hunden bliver syg, men ikke helt forhindre det.
/Astrid Holtet, dyrlæge