Bjarke Kirkegaard Nielsen
Som det er sket så ofte før i december måned, har vinden besluttet sig for at hjælpe chillfaktoren en hel del af vejen ned mod de -10 grader.
Monty lusker rundt tæt op ad husmurene for at få en smule læ. Lige nu virker beslutningen om at tage sagen om de forbudte kødben i egen pote ret uovervejet. Han ved ikke, hvor han skal gå hen, eller hvad han skal gøre. I virkeligheden er han helt på bar bund.
En stor sort Mercedes flyder gennem en pøl af sjap og mudder. Den kaster den kolde blanding direkte mod Montys forfrosne pels. Han når lige at bævre på forhånd, inden han bliver dynget til i halvfrosne stråler.
Bilen bremser foran en slagter lidt nede ad gaden. Monty kan ane en lille, kraftig person med en stramt bundet øreflaphat på hovedet. Havde Monty været tættere på, ville han kunne se, at hattens snor skar en dyb kløft i huden under mandens hage.
Der er noget bekendt ved manden, mener Monty.
Manden kigger sig hurtigt fra side til side, inden han forsvinder ind i slagterbutikken. 37 sekunder senere kommer den samme mand ud med en stor brun papkasse, som hurtigt bliver kastet ned i bagagerummet på den sorte Mercedes. Han sætter sig ind på førersædet og forsvinder i en sky af røg, sjap og vand.
Hjemme hos Montys familie er stemningen lige så lav som chillfaktoren ude i den virkelige verden. Monty er for alvor væk.
– Mooooonty, græder Molly, mens mor forsøger at trøste hende.
