Bjarke Kirkegaard Nielsen
Det er jo ikke nogen hemmelighed, at hunde er væsentligt bedre tingfindere end vi mennesker. Det beviste vores firbenede venner igen i søndags, da en gruppe jægere var på jagt i skovene omkring Aarhus Lufthavn på Djursland.
- Vi kunne høre en af hundene halse i et stykke skov lidt derfra. Ejeren af hunden blev nervøs, da det kom fra et sted, der er militær grund og derfor indhegnet af pigtråd, så han var bange for pigtråden. Han gik gennem området for at finde hunden, og så så han noget, der lå på jorden, som han først synes lignede en fodbold, fortæller skovfoged Søren Stilling til stiften.dk.
Den fodboldlignende tingest viste sig dog at være et kranium.
Det menes, at kraniet stammer fra Lisbet Nielsen, der forsvandt fra sin bopæl i Risskov i 2009.
Torsdag morgen meddeler Østjyllands Politi, at der rent faktisk var tale om Lisbet Nielsen.