Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout
En tilfældig tur i en park førte til fascination af en dansk hunderace, import fra både Canada og Italien og planer om det første dokumenterede kuld gammel dansk hønsehund i USA. Ambitionen er ikke hurtig vækst, men at bygge en lille og stærk bestand med respekt for racens danske rødder.
Det begyndte egentlig med en engelsk pointer. I begyndelsen af 2022 gik den amerikanske hundeejer Bret Jorgensen en tur i en park i den landlige del af staten New York, hvor han bor. Her mødte han en mand med en engelsk pointer, og især hundens rolige adfærd gjorde indtryk. Den gik løs, var helt upåvirket af den fremmede forbipasserende og havde i stedet al sin opmærksomhed rettet mod noget, der bevægede sig i buskadset. Hjemme havde Jorgensen på det tidspunkt to hunde, som begge var over 13 år, og mødet satte gang i tankerne om, hvilken race der en dag skulle være den næste. Senere samme dag begyndte han at læse om engelske pointere på nettet, og midt i søgningen dukkede navnet ”Old Danish Pointer” op. Med efternavnet Jorgensen og familiens danske rødder fangede navnet straks hans interesse.
Fra en søgning til Freckle
Søgningen førte videre til en Facebookgruppe om gammel dansk hønsehund, hvor han begyndte at læse om racen og se videoer af tidligere kuld. Det, han så, passede godt til det, han selv ledte efter: en kraftig og arbejdsduelig hund, men samtidig en rolig og afbalanceret race. Selvom Jorgensen ikke selv er jæger, bruger han meget tid udendørs og ønskede en hund, der kunne følge med på lange ture og trives i naturen. Han tog kontakt til Carolyn, som administrerede gruppen og samtidig var dyrlæge og opdrætter i Ontario i Canada. Da hun senere planlagde et kuld til begyndelsen af 2023, blev han involveret. Kuldet blev født i marts 2023, og to måneder senere kørte Jorgensen fem timer til den canadiske grænse for at hente Freckle.
For Jorgensen blev mødet med Freckle en bekræftelse på meget af det, han havde læst om gammel dansk hønsehund. Han oplevede en hund med ro, tæt kontakt til familien og samtidig de egenskaber, man forventer af en jagthund. Interessen voksede derfor hurtigt ud over blot ønsket om at eje racen, og efter nogle år opstod tanken om at få en tæve og på længere sigt selv arbejde med avl.
Vejen til Phoebe blev lang
I 2024 begyndte Jorgensen at tage kontakt til opdrættere af gammel dansk hønsehund i Danmark. Målet var at skabe relationer og på sigt importere en tævehvalp til USA, men samme år ændrede de amerikanske regler betingelserne markant. Fra august 2024 skulle hunde, der blev indført i USA, blandt andet være mindst seks måneder gamle, være mikrochippede, fremstå raske ved ankomsten og ledsages af den nødvendige dokumentation til de amerikanske sundhedsmyndigheder. Netop alderskravet blev den store udfordring, fordi en europæisk opdrætter i praksis skulle beholde hvalpen i omkring et halvt år, før den kunne rejse til sit nye hjem.
Jorgensen overvejede flere muligheder, blandt andet selv at opholde sig i Danmark i en længere periode, men ingen af løsningerne var rigtig gode økonomisk eller praktisk. I december 2024 kom der imidlertid en ny mulighed, da han fik kontakt med Marco Bausteli fra Dogsville Kennel i Italien. Marco havde tidligere opdrættet et kuld renracede gammel dansk hønsehund, på italiensk Bracco Danese, og trods en betydelig sprogbarriere udviklede kontakten sig til et venskab. Ved hjælp af oversættelsesværktøjer og en fælles interesse for racen fandt de en løsning. Marco havde et nyt kuld på vej i februar 2025 og lovede Jorgensen en tæve. Samtidig var han villig til at beholde hvalpen, indtil den var gammel nok til lovligt at blive importeret til USA. I august 2026 stod Jorgensen derfor i JFK-lufthavnen i New York og tog imod den seks måneder gamle Phoebe. ”Jeg græd,” fortæller han kort om øjeblikket.
Første amerikanske kuld i sigte
Med Freckle og Phoebe er næste mål allerede sat. Jorgensen planlægger et kuld i efteråret 2027, som efter hans research vil blive det første dokumenterede kuld gammel dansk hønsehund født i USA. Ambitionen er dog ikke at gøre racen stor så hurtigt som muligt. Målet er i stedet at etablere en lille, stærk og seriøs bestand i Nordamerika, hvor sundhed, temperament, arbejdsevner og den danske racestandard skal være grundlaget for avlen.
Han håber samtidig, at amerikanske jægere med tiden får øjnene op for racen. Mange kender allerede andre stående jagthunde, og gammel dansk hønsehund har ifølge Jorgensen både jagtlige egenskaber og en arbejdsform, som kan gøre den interessant i USA. Også uden for jagten ser han muligheder. Hans erfaring er, at mennesker, der møder racen, især bemærker dens ro, dens tætte tilknytning til mennesker og dens behov for nær kontakt med familien.
For Jorgensen handler projektet derfor ikke kun om at få flere gammel dansk hønsehunde til USA. Han ønsker, at racens historie og danske identitet følger med. Grundtanken er bevaring først og udbredelse bagefter, og han ser de første importer, de første parringer og kontakten til danske og europæiske opdrættere som afgørende for, hvilken retning racen får i USA.
