Bjarke Kirkegaard Nielsen
Husker du historien om Birgitte Jensen og Hundepension Perlen? Her fortalte Birgitte om de problemer, hun står i, fordi hun ikke kan få coronastøtte for efteråret 2020. Det skyldes, at hundepensioner ikke er direkte berørt af restriktionerne.
Med den historie i hånden skrev vi til Erhvervsministeriet, som nu har svaret, men bare ikke på de spørgsmål vi stillede.
Her får du spørgsmålene, vi sendte til Erhvervsministeriet.
Ret skal være ret. Da svaret kom i onsdags, var der svar på det første spørgsmål, men de tre sidste og måske lidt mere interessante, var der ikke svar på.
Her får du svaret, som vi modtog fra Erhvervsministeriet og Erhvervsminister Simon Kollerup.
Erhvervsministeriet oplyser, at hundepensioner, der oplever en omsætningsnedgang på minimum 30 pct. som følge af corona-pandemien, har adgang til kompensation for faste omkostninger og tabt omsætning for selvstændige mv. i perioden den 9. december 2020 til og med den 5. april 2021 som følge af genåbningen af de generelle kompensationsordninger. Såfremt hundepensioner står over for at skulle afskedige mindst 30 pct. af de ansatte, kan der ligeledes søges om lønkompensation for hjemsendte medarbejdere.
De generelle kompensationsordninger var første gang åbne i foråret 2020, og disse blev med udgangspunkt i anbefalinger fra den økonomiske ekspertgruppe hen over sommeren og efteråret 2020 erstattet af de såkaldte målrettede kompensationsordninger. Dyrepensioner har ikke adgang til kompensation fra de målrettede ordninger, da dyrepensioner ikke er direkte ramt af én eller flere COVID-19 relaterede restriktioner det vil sige forbud mod at holde åbent, forsamlingsforbud, grænselukning og Udenrigsministeriets rejsevejledning.
Erhvervsministeriet følger løbende, om hjælpepakkerne fungerer efter hensigten, og er i den forbindelse opmærksom på udfordringerne for visse virksomheder, der er indirekte ramt af COVID-19-restriktionerne.
Vi har naturligvis igen bedt Erhvervsministeriet om at svare på de spørgsmål, vi har stillet.
Vi lover hermed, at vi også løbende følger udviklingen.