Hundenes kamp om København

18-09-2018 14:57

Bjarke Kirkegaard Nielsen

Danskerne er vilde med sport. Og danskerne er vilde med hunde. Så når Dansk Kennel Klub kombinerer de to og i weekenden inviterer til ”Kampen om København” set fra hundeperspektiv, vil Ballerup Idrætsby blive fuld af hundeglam, højt humør og logrende haler. Der lægges ud med første bjæf lørdag kl. 10

Copyright Hunden.dk
Foto: Wiegaarden/Jørgen Bak Rasmussen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Flere end 3.400 hunde har sat hinanden – og deres ejere – stævne i Ballerup i weekenden den 22. og 23. september. De kommer alle sammen; de små og de store, de tykke og de tynde, de pelsede og de nøgne, de hurtige og de langsomme. Hundene altså. Og alle dukker de op med et formål for øje – at dyrke deres yndlingssport. Sammen og imod hinanden.For der er mere end bare ære og værdighed på spil inden for hundesport; Der er også rosetter, pokaler og ikke mindst titler og prale-ret. Og i weekenden gælder det kampen om Københavnsvinder-titlen for de flotte udstillingshunde.

En hund til hele familien
Man kan ikke købe en hund på en hundeudstilling, men man kan blive meget klogere på, hvad det er for et lille pelset kræ, man selv eller børnene er på vej til at forelske sig hovedkulds i.
– En hundeudstilling en virkelig god lejlighed til at lære de forskellige racer at kende og få en snak med de mennesker, som kender racerne bedst. Det giver en større sikkerhed for, at man får valgt en hund, som passer til hele familien, fortæller adfærdskonsulent i Dansk Kennel Klub Lise Lotte Christensen.
Selv om hundeudstillinger nærmest er at sammenligne med en skønhedskonkurrence for hunde, er det vigtigste ved valg af hund ikke, hvordan den ser ud, men hvordan den er – og hvordan det, den er skabt til, passer til dig og din familie.
– Det er en klassisk brøler, at man køber hund efter udseendet og ikke har sat sig ind i »brugsanvisningen«. De enkelte racer ser ikke kun meget forskellige ud - de er også vidt forskellige indvendigt. For at hjælpe danskerne til at træffe et trygt og klogt valg, når de skal have hund, har Dansk Kennel Klub skabt hjemmesiden www.købhund.dk, hvor man kan læse mere om racerne og få vejledning til valg af både race og opdrætter, fortæller Lise Lotte Christensen.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Lydige hunde
Det er ikke kun hundens skønhed, der hyldes i den kommende weekend. Hundens – og ikke mindst førerens – evner sættes også på en prøve. Både lørdag og søndag kan man opleve hundene være aktive i konkurrencer inden for lydighed og rally lydighed. Og da Danmark har flere internationale topekvipager, kan vi almindelige hundeejere - som kan have svært nok ved at få vores hund til at gå pænt i snor - lade os imponere over et fantastisk hund og fører-samarbejde.
Bemærk, at det er forskellige racer, der udstilles hhv. lørdag og søndag, ligesom der udelukkende er konkurrencer i rally lydighed lørdag, mens lydighedskonkurrencerne står på begge dage.

Se det fulde program for weekenden her

Udstillingens adresse mm: Ballerup Idrætsby, 2750 Ballerup. Udstillingen foregår både indendørs og udendørs. Indgangen åbner kl. 8.30, og bedømmelserne starter ca. kl. 10.00 begge dage. Voksne: kr. 60,- pr. dag. Børn: 6-12 år: kr. 10,- pr. dag. Børn under 6 år: gratis Familiebillet: kr. 120,- (gælder for 2 voksne + op til 3 børn) Entré for gæstehund: kr. 30,- Husk vaccinationsattest. Hvalpe under 3 måneder må ikke medbringes.

Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout