Bjarke Kirkegaard Nielsen
Med et velvoksent og snart fødeparat barn i maven bød Lotte Höhrmann velkommen til hundedagene på Rosenholm Slot. Naturligvis brød solen i næsten samme sekund gennem morgenens lette skydække, og der stod den resten af dagen, som ville den også lige se, hvad der skete nede på slottet i det sydlige Djursland.
Hundedagene adskiller sig fra mange andre hundebegivenheder ved for alvor at være for alle mennesker og alle hunde. Det er en vaskeægte folkelig og hundelig begivenhed.
Inde i Store Ring blev der budt op til alt fra mest logrende hund til parkonkurrence, bedste trick og diverse opvisninger. Alt bundet sammen i fine, glade sløjfer af den højgravide Lotte Höhrmann.
Klokken 14.00 skete der noget helt anderledes i den store ring.
– Nu kommer der ACTION, lød det fra Lotte Höhrmann.
Hun havde ret. For ud i ringen kom K9 ProSport og leverede et hæsblæsende show, hvor den ene malinois efter den anden fløj gennem luften og demonstrerede bid- og beskyttelsesteknik. Men de viste også alle fantastisk lydighed ved at slippe figuranten på den mindste kommando. Sådan skal det gøres.
Sidst i showet kom Nikolaj, der arbejder med sin hund i Frankrig. Her går han under navnet Niko, og sammen med sin hund Mazer, tog de showet til helt nye højder.
Han viste, hvordan han kunne sende Mazer op på en tre meter høj bigballe, ud på en gyngende bro i samme højde og springe ned på jorden via Nikolajs ryg.
– Det er næsten som at være i biografen det her, lød det fra Lotte Höhrmanns mand, Torben Lund, mens han gumlede på en håndfuld popcorn.
En forrygende dag i de smukkeste omgivelser med hunde i alle afskygninger. Det var for alvor en vaskeægte hundedag i dag, og det bedste er, at det bliver det også i morgen og på søndag.
VI GLÆDER OS