Bjarke Kirkegaard Nielsen
Det er svært at forstå, at nogle mennesker vil udsætte uskyldige hunde for overgreb af den ene eller den anden slags. Men utallige eksempler viser desværre, at det er der nogen, der vil. Sjældent har sagerne dog været så grumme som sagen om omfattende sexmisbrug af hunde, der kom frem i slutningen af sidste måned.
Norsk TV2 har mødt en kvinde, som i dag ejer en af de hunde, der blev udsat for misbruget. Det er 62-årige Moy Kleffegården, som ejer hunden Raska på ni, og mellem de to er der et særligt bånd.
Moy havde nemlig også Raska, da den vart hvalp. Desværre fik hun nogle sundhedsmæssige problemer, og derfor kunne hun ikke beholde Raska, som hun solgte.
Som om det ikke er hårdt nok at sælge en toårig hund, man elsker, så solgte hun altså hunden til den helt forkerte person.
Raska blev nemlig solgt til en af bagmændene i den forfærdelige sag om misbrug af hunde i Norge, og Raska var en af de hunde, der blev lånt ud til misbruget.
Moy Kleffegården fandt gennem nogle venner ud af, at hendes tidligere hund havde været en del af denne sag, og herfra startede et arbejde på at få hunden hjem.
– Jeg ringede dag og nat for at få hunden tilbage til mig, og heldigvis lykkedes det, siger hun til TV2 Norge.
En af de andre misbrugte hunde har en lignede historie. Den blev også solgt som ung til en af bagmændene, og også her er hunden kommet hjem til sin gamle ejer.