Greyhound testet positiv for methamfetamin

28-04-2021 12:08

Bjarke Kirkegaard Nielsen

I New Zealand er en greyhound testet positiv for methamfetamin efter at have vundet et løb

Copyright Hunden.dk
Foto: Shutterstock
Nyheden fortsætter efter annoncen

 

I november måned sprintede den hurtige greyhound Zipping Sarah over målstregen som den første ved et hundevæddeløb i Christchurch i New Zealand. Efter løbet skulle Zipping Sarah som enhver anden topatlet aflevere en urinprøve for at teste, om der skulle have været taget ulovlige midler i brug for at opnå hunden topfart.

Urinprøven viste sig at indeholde spor efter methamfetamin og amfetamin. Derfor blev hunden diskvalificeret og præmien på knap 18.000 danske kroner blev taget tilbage. Det skriver Global news.ca.

 Zipping Sarahs træner Angela Helen Turnwald har siden erklæret sig skyldig i ikke at have formået at skabe en vinder uden ulovlige stoffer i løbet i Christchurch.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Myndighederne har ikke kunnet bevise, hvordan Zipping Sarah har fået de ulovlige stoffer i kroppen, men de ved, at Turnwald stoppede hos en ven med Zipping Sarah og en anden hund på vej til løbet. De har dog ikke kunnet bevise, at dopingen er sket med forsæt.

Sagen er den tredje med hundedoping i det sidste halve år i New Zealand. Derfor er der også taget beslutning om, at man skal gøre mere for at fange disse dopingsyndere.

Hundevæddeløb får ofte negativ omtale. Men som vi tidligere har skrevet om på hunden.dk, så er der stor forskel på, hvordan man håndterer sporten i forskellige lande. Mens præmierne i Danmark er meget små, er de i nogle andre lande meget store, og det gør også, at flere fristes til at snyde eller bruge træningsmetoder, der ikke er sunde for hundene.

Heldigvis er hundevæddeløb en både sund og sjov sport i Danmark. Det kan man blandt andet se på Midtjysk Greyhound Stadion i Bjerringbro, hvor mange hunde nyder at komme og løbe en tur på den ovale bane.

Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout