Det er snart bi- og hvepsesæson

22-04-2018 10:25

Astrid Gerd Holtet

Det varmere vejr er over os, og med varmen kommer insekterne. Hver sommer bliver danske hunde stukket af både bier og hvepse. Det kan være en smertefuld og potentiel farlig oplevelse

Copyright Hunden.dk
Foto: Shutterstock
Nyheden fortsætter efter annoncen

Når bien eller hvepsen stikker, sprøjter den gift over i hunden, og det er giften der giver balladen. Giften indeholder en kombination af stoffer, som ud over at give hunden smerte, kan medføre blødningsforstyrrelser, hæmolyse og anafylaktisk chok – en livstruende allergisk reaktion.

Hvad symptomer ses når hunden bliver stukket?
 

Stikkene er forbundet med udtalt smerte, og hunden kan derfor ændre adfærd efter et stik. Den kan eksempelvis være særligt fokuseret på stikstedet – og mange hunde vil slikke meget på området. Der kan ses voldsomme hævelser, og det er ikke ualmindeligt, at hunden også udvikler nældefeberlignede udslæt, hvis den udsættes for mange stik på en gang.

Mange hunde har en tendens til at snappe ud efter insekterne, og derfor bliver de tit stukket i munden og omkring luftvejene. Her skal man være særlig opmærksom, da hævelserne kan påvirke hundens evne til at trække vejret, og ved særligt voldsomme reaktioner, kan det ske at hunden kvæles.

Udvikler hunden en voldsom allergisk reaktion – også kaldet et anafylaktisk chok -  kan der også ses symptomer som hurtig og svag puls, blålige slimhinder, kolde poter og ører, hurtig og overfladisk vejrtrækning, uro, angst og i sidste ende kramper. Denne tilstand er livsfarlig.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Hvis uheldet er ude

Er hunden slemt hævet eller reagerer den voldsom på stikket, kan dyrlægen behandle med medicin, der virker smertestillende og samtidig begrænser hævelsen. Hvis hunden stikkes i eller omkring halsen eller i munden, eller bliver meget dårlig i forbindelse med stikket, bør den altid tilses at en dyrlæge hurtigst muligt.

/Astrid Gerd Holtet, dyrlæge


 

 

Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout