Insektstik – hvad gør du?

28-05-2022 10:40

Astrid Gerd Holtet

Med varmen og blomsternes frembrud, følger bier og hvepse, der kan stikke vores hunde - men hvad gør du, hvis hunden bliver stukket?

Copyright Hunden.dk
Foto: Shutterstock
Nyheden fortsætter efter annoncen

Sommertid er insekttid – og nogle insekter kan stikke. Kommer hunde i nærkontakt med en hveps eller bi, kan det let ende ud i et stik. Alle hunde kan blive stukket, men meget nysgerrige hunde og hvalpe, er i særlig risiko.

Hvad kan du gøre, når hunden bliver stukket?

Er din hund blevet stukket, er det altid vigtigt at du får undersøgt hunden. Hvor og hvor mange stik hunden har fået, kan have betydning for, hvad der skal gøres.

Når hunden stikkes, kan de ofte hæve kraftigt og området bliver meget ømt. Lægges der is på området lige efter at hvepsen eller bien har stukket, kan det mindske hævelsen og smerten.

Både hvepse og bier kan efterlade deres brod, når de har stukket. Biens brod kan fortsætte med at pumpe gift ind i hunden, og det er derfor vigtigt at det fjernes hurtigst muligt. Kanten af et kreditkort eller lignende, kan ofte bruges til at trække brodden tilbage ud af huden. Alternativt kan en pincet og benyttes, men når man klemmer om brodden, kan man risikere at presse den resterende gift ud af brodden og ind i huden.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Hvornår skal du søge dyrlæge?

Har hunden kun fået et enkelt stik og er reaktionen begrænset til en mindre hævelse, vil hævelsen ofte falde og smerten forsvinde indenfor nogle timer. Er hunden stukket i området omkring munden og halsen, kan hævelsen risikere at påvirke hundens vejrtrækning, og i sådanne tilfælde bør man altid opsøge sin dyrlæge hurtigst muligt. Dyrlægen kan give hunden noget medicin, der begrænser hævelsen og dermed mindsker risikoen for vejrtrækningsproblemer.

Hæver hunden voldsomt op af stik andre steder på kroppen, eller virker den voldsomt smertepåvirket, bør man også kontakte sin dyrlæge. Stikkes hunden af mange bier eller hvepse på èn gang, kan hunden udvikle en voldsom reaktion, og man bør opsøge en dyrlæge hurtigst muligt.

Enkelte hunde kan udvikle en voldsom, allergisk reaktion – også kaldet et anafylaktisk shock, hvis de stikkes af en vips eller en bi. Et anafylaktisk shock er livstruende og bør behandles med et samme. Symptomer på et sådant shock inkluderer en hurtig men svag puls, blege slimhinder, en overfladisk vejrtrækning, kold hudtemperatur og urolig adfærd.

Er din hund blevet stukket af en hveps eller bi, og er du i tvivl om hvorvidt det er behandlingskrævende, bør du altid søge vejledning hos din dyrlæge.

/Astrid Holtet, dyrlæge

Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout