Bortførelse af hunde endte fatalt

28-01-2019 15:06

Bjarke Kirkegaard Nielsen

30. december løb tre hunde ind i naboens have i Sønderjylland. Naboens reaktion var at køre dem til Fyn, hvor han læssede dem ud af bilen. Det endte fatalt for en af de tre hunde

Copyright Hunden.dk
Foto: Shutterstock
Nyheden fortsætter efter annoncen

Af mange årsager er det vigtigt at kunne holde styr på sine hunde. Det lærte en mand ved Vojens kort før det gamle år bragede ud, skriver blandt andre Jyske Vestkysten.

Manden, som tidligere har haft omkring 20 hunde, lykkedes ikke med at holde tre af sine hunde inde på matriklen. De tog på tur til naboens adresse, hvilket de efter sigende skulle have gjort flere gange.

Naboen reagerede prompte. Han lokkede de tre hunde ind i sin trailer, startede bilen og kørte afsted med dem.

Nyheden fortsætter efter annoncen

– Jeg ville køre dem ad Helvede til, for jeg gad ikke have dem rendende mere. Når man bliver gal, så bliver man gal. Så de blev kørt til Fyn og sluppet ud på en mark. Så var der en chance for, at jeg ikke havde dem rendende i min have de næste tre timer, forklarer den 42-årige mand til Jyske Vestkysten.

Den noget voldsomme løsning på problemet endte desværre fatalt for den ene af de tre hunde, Princess. Mens de to andre hunde løb ud over markerne, forvildede Princess sig ud på motorvejen, hvor hun blev påkørt og dræbt.

–  Ja, det var så uheldigt. Jeg kan jo godt li' dyr. Jeg kan jo godt li' en hund. Jeg har ikke lyst til at slå dem ihjel. Men på et tidspunkt når man et punkt, når man har haft de hunde rendende så mange gange, så gider man bare ikke mere, siger den 42-årige til avisen.

Læs mere om sagen på jv.dk

Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout