Bjarke Kirkegaard Nielsen
Kunne du tænke dig at læse om en hundefører hos politiet, der udlever sin drengedrøm, så skal du bare slå op på den første artikel i den nyeste udgave af HUNDEN.
Måske er du mere til at læse om landets første kuld hvalpe i racen griffon korthals. Så er du heldig, for i det nye nummer af HUNDEN følger en artikel om netop disse hvalpe lige efter artiklen om hundeføreren.
Hvad med de der Wilfred og Ulrikke Olsen, som blev Årets Opdrættere i DKK 2022. Hvem er det nu lige de er? Det kan du faktisk få svar på i den tredje artikel i bladet.
Vil du gerne have det lidt mere nørdede stof og kigge på registreringstallene for sidste år, så er du også heldig, for som sædvanligt er der i februarnummeret en masse om netop registreringstallene for 2022.
Det kan også være, du slet ikke gider læse. Du vil måske hellere bare kigge på billeder af flotte hunde. Jamen så skal du da bare slå op på side 54. Herfra får du nemlig 11 sider med billeder af sidste års DKK racevindere.
Kan du ikke få nok af billeder, se er der jo også billeder fra en læsers hverdag med hunden og en fotokonkurrence med flotte billeder.
Derudover har vi været på besøg på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling i Esbjerg. Her får de engang om ugen besøg af hunden Louie, der giver de unge lidt at glæde sig over, noget tryghed og en smule fjolleri.
Hvordan bliver en drømmehund egentlig til en smuglerhund? Det kan du også få svaret på i HUNDEN.
Og så har Hanne Laine Jensen skrevet månedens klumme om at være udvalgt som BIS dommer til European Dog Show.
Der er masser af god læsning. Men husk, at vi altid er interesserede i flere gode historier, så vær ikke bange for at tippe os om jeres hundehistorier.