Bjarke Kirkegaard Nielsen
Fredag var den tre år gamle rottehund Tinka på opgave i Kongens Have i København. Det skulle dog vise sig, at opgaven udviklede sig noget usædvanligtog ret farligt.
Tinka var gået ind i en hæk, og da hun kom ud igen, var hendes hale nede under maven, og hun lagde sig helt stille ned på græsset.
– Vi forsøgte at lokke hende med til bilen, men hun kunne næsten ikke slæbe sig afsted. Så jeg tænkte, hun måske var kommet til skade under maven eller benene så jeg vendte hende om og kunne se, at der sad hvepse, fortæller ejer Gitte Greve og fortsætter:
– De første fem minutter havde hun halen mellem benene, hendes poter var røde og brandvarme, galoperende hjerterytme og hun var helt stille. Herefter begyndte hun at ryste kraftigt.
Gitte Greve hastede til Værløse Dyreklinik, da Tinka var gået i anafylaktisk chok. På dyreklinikken fik Tinka fjernet brod fra poterne, maven, ved munden, ved øjet og på benene.
Gitte fortæller desuden, at Tinka nu igen har det godt, men at det var noget af et chok, og derfor vil hun nu advare andre om farerne ved hvepse.