Reager på tvivlsomme trænere

26-01-2018 14:40

Bjarke Kirkegaard Nielsen

Dansk Kennel Klub tager det meget alvorligt, at der bliver sået tvivl om nogen af deres træneres metoder. DKK opfordrer derfor folk til at sige til, hvis de oplever noget, der ikke er i orden

Copyright Hunden.dk
Det skal være en god oplevelse for hunde at gå til træning. Foto: Shutterstock
Nyheden fortsætter efter annoncen

Efter vores gamle artikel om hundehviskeren Cesar Millan de sidste par dage har gået sin sejrsgang over det meste af landet og på diverse sociale medier, er der også kommet kommentarer om, at Dansk Kennel Klub skulle tage et kig på deres egne trænere.

Det hele starter med, at den seks år gamle artikel, hvor adfærdskonsulent i Dansk Kennel Klub Lise Lotte Christensen kritiserer Cesar Millans metoder, bliver delt på de sociale medier. Grunden er åbenbart, at det netop er blevet offentliggjort, at amerikaneren skal optræde i Helsingborg til april.

Der er ingen tvivl om, at manden deler vandene. Men i nogle af kommentarerne til den gamle artikel fremgår det, at der skulle være trænere under Dansk Kennel Klub, som bruger samme metoder som Cesar Millan.

Nyheden fortsætter efter annoncen

– I DKK forsøger vi til stadighed at opdatere vores instruktører. Men hvis man skulle opleve, at en instruktør har en uheldig tilgang til træning eller håndtering af hunde, så bør man naturligvis reagere på dette, lyder det i dag fra Lise Lotte Christensen.

For hende handler det om at få gjort opmærksom på de uheldige elementer, så der kan reageres på det.

– Man kan stille spørgsmål ved dette overfor instruktøren selv, eller man kan sige det til den ansvarlige på træningspladsen eller i kredsbestyrelsen og man kan selvfølgelig også rette henvendelse til Dansk Kennel Klub, som så vil tage sig af henvendelsen. Så altså, man skal tage affære og sige det til nogen, som kan hjælpe med at løse problemet, siger hun.

 

Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout