Bjarke Kirkegaard Nielsen
For første gang nogensinde skal der afvikles Nordisk Mesterskab i rally-lydighed - og Danmark er vært! Her kan du opleve Nordens bedste rally-ekvipager, så det er oplagt at svinge forbi, hvis du elsker eller har interesse for rally.
Der deltager hold fra Finland, Norge, Sverige og Danmark. Hvert hold består af fem ekvipager og en reserve.
Rallyøvelserne ved det nordiske mesterskab består af en kombination af øvelser som anvendes i de højeste klasser i Danmark, Finland, Norge og Sverige. Øvelserne er delt i 4 kategorier, baseret på sværhedsgraden: 1 point, 2 point, 3 point og 4 point.
Disse øvelser sammen med regler, vejledninger, øvelsesbeskrivelser, fradrag og dommervejledninger udgør tilsammen en Rally Obedience Nordic Class, som gælder for og kun anvendes ved de nordiske mesterskaber.
Lørdag afvikles to prøver, som alle bedømmes af fire dommere (en fra hvert af de deltagende lande). De tre bedste resultater pr. land ved hver prøve tæller til holdkonkurrencen og de nordiske holdmestre kåres lørdag sidst på eftermiddagen.
Søndag afvikles endnu en prøve og baseret på det samlede resultat fra de tre prøver kåres den individuelle nordiske mester midt på dagen.