Bjarke Kirkegaard Nielsen
Et serestohalsbånd til bekæmpelse af lopper og tæger er måske ikke kun skadeligt for skadedyrene. Skal man tro konklusionen i en amerikansk undersøgelse har halsbåndet nemlig flere kæledyrs liv på samvittigheden, ligesom der også meldes om mange allergiske reaktioner på både dyr og mennesker. Det skriver USA Today.
Det er den amerikanske miljømyndighed EPA, der skal samle oplysninger om bivirkninger fra kemiske skadedyrsbekæmpelsesmidler og advare forbrugerne om eventuelle farer.
Men ifølge den tidligere EPA-ansatte Karen McCormack vender EPA det blinde øje til halsbåndet, som ifølge hende er det skadedyrsbekæmpelsesmiddel til dyr, der har haft flest anmeldelser om bivirkninger.
Undersøgelsen har taget udgangspunkt i tal, der er hentet gennem en aktindsigt i antallet af indberetterede skader, der kunne linkes til Serestohalsbåndet.
Her har man fundet næsten 1700 dødsfald blandt kæledyr og hele 75.000 indberettede tilfælde af reaktioner på brugen af halsbåndet.
I de 75.000 tilfælde er der næsten 1000 tilfælde af skader på mennesker, som har fået allergiske reaktioner af halsbåndet. Værst er det gået ud over en 12-årig dreng, som måtte indlægges efter at have sovet sammen med sin hund, der bar halsbåndet.
Keri McGrath, talsperson for Elanco, der er et af de firmaer, der sælger produktet, giver ikke meget for USA Todays undersøgelse.
– Artiklen er vildledende, da tallene viser antallet af indberetninger og ikke antallet af skader, siger hun til Businessinsider.com.
Serestohalsbåndet er et plastikhalsbånd med insekticider, der er kemiske midler til bekæmpelse af insekter. Halsbåndet indeholder to insekticider, Flumethrin, der er bekæmper tæger og Imidacloprid, der bekæmper lopper.
Sammen skulle de to, ifølge producenten, virke ekstra godt på skadedyr, men ifølge Nathan Donley, der er seniorforsker ved Center for Biologisk Diversitet, kan sammensætningen af de to stoffer også skade kæledyrene.
– Af en eller anden grund er sammensætningen af disse to stoffer bare rigtig væmmelig, siger han.