Bjarke Kirkegaard Nielsen
På mange hjemmesider bliver Dog Collar Museum på Leeds Castle i England karakteriseret som et af verdens mærkeligste museer. Men er det egentlig rimeligt?
For tænk lige over, hvor mange hunde, der går rundt i hele verden, og hvor mange spændende halsbånd, der derfor må findes.
På Leeds Castle har de flere end 130 halsbånd, og det ældste stammer tilbage fra 1400-tallet. Dengang skulle halsbånd beskytte jagthundene mod de dyr, de angreb, og derfor er mange af de tidlige halsbånd udstyret med enorme pigge.
Men der er også flere gamle halsbånd i messing, hvor det er tydeligt, at ejerne i den grad har brugt penge på halsbåndene til deres hunde.
Museet besøges hvert år af 500.000 mennesker, og du kan herunder se en række billeder, som vi har fået lov til at bringe af Leeds Castle.