Max Steinar
I septembernummeret af HUNDEN kunne man læse den store reportage om skovløber Peter Bülow Hansen og hans dygtige labradorer, der sammen udgør frontlinjen i kampen mod mårhundene. Ved hjælp af såkaldte Judasdyr, steriliserede mårhunde med GPS-halsbånd, lokaliserer Peter og hundene vilde artsfæller, inden de når at få fodfæste på Fyn.
Nu begynder en ny sæson, og Judasdyrene er igen sat ud for at beskytte øen og resten af Østdanmark.
Seks Judasdyr slippes løs
I denne uge udsætter myndighederne seks steriliserede og GPS-mærkede mårhunde, tre hanner og tre hunner, på Fyn. Judasdyrene har siden foråret været på ”hotel” hos Aqua Ferskvandsakvariet i Silkeborg. Opholdet skal beskytte dem mod sommerens mark- og høstarbejde, som tidligere har kostet flere Judasdyr livet.
Nu er den værste risiko ovre, og dyrene skal igen i arbejde, fortæller Peter Bülow Hansen, der hen over vinteren fortsat har ansvaret for Judasdyrene og deres brug i bekæmpelsen af vilde mårhunde.
Strategisk udsætning tæt på kysten
Af sikkerhedshensyn kan Peter ikke oplyse præcise lokaliteter for udsætningen, men Judasdyrene placeres strategisk spredt ud over hele øen:
– Jeg sætter tre hanner og tre hunner ud. De er steriliserede, men med fuldt intakt kønsdrift og vil uophørligt forsøge at finde en mage. Derfor bevæger de sig hele tiden, forklarer Peter Bülow Hansen.
Udsætningen sker typisk tæt på kysten, hvor terrænet er mest oplagt for mårhunde og længst muligt væk fra den største dræber af Judasdyr på Fyn:
– Vi mister hvert år tre-fire Judasdyr på motorvejene. Især Svendborgmotorvejen er hård, siger Peter.
GPS-reflekser gør dem synlige
Judasdyrene bærer grå og sorte GPS-halsbånd med reflekser, som er tydelige, når man lyser på dem i mørke. Jægere, der sidder ved baitpladser for at skyde vilde mårhunde, vil kunne se halsbåndene klart gennem deres infrarøde natkikkerter.
Derfor opfordres jægerne til at undgå at skyde Judasdyrene og i stedet koncentrere sig om den vilde mårhund, som de følger. Skulle et Judasdyr alligevel blive ramt, vil Peter Bülow Hansen meget gerne have besked, så det kostbare GPS-udstyr kan genbruges.
Nye Judasdyr står klar
Arbejdet med Judasdyrene er konstant, og der er hele tiden nye kandidater klar til at overtage:
– Jeg har netop hentet en mårhundetæve, som er blevet steriliseret, vaccineret og har fået ormekur. Nu går hun på rekreation og karantæne i cirka 14 dage, inden hun også skal i arbejde som Judasdyr på Fyn, fortæller Peter.
Mårhunde stadig en trussel
At indsatsen er nødvendig, har den seneste tid tydeligt vist. Omkring 1. september blev der skudt en vild mårhund på Fænø, midt i september blev endnu en skudt på Helnæs, og for cirka to uger siden blev et par opsporet og dræbt ved Fåborg.
Judasdyrene er derfor et afgørende redskab i den fortsatte indsats for at beskytte Fyn og resten af Østdanmark mod den invasive art.