Fire gode råd: Kom godt i gang med negleklip

16-03-2022 15:54

Astrid Gerd Holtet

Hvordan vænner man sin hund til at få klippet negle?

Copyright Hunden.dk
Foto: Shutterstock
Nyheden fortsætter efter annoncen

Negleklip er ikke en naturlig ting for hunden, og mange hunde udvikler problemer med det i løbet af deres liv. Nogle gange ender problemerne med at være så voldsomme, at neglene ikke kan klippes uden at hunden bliver bedøvet hos dyrlægen. For at mindske sandsynligheden for at hunden udvikler problemer, er det derfor vigtigt at få trænet det fra hunden er hvalp.

Her er 4 gode råd til hvad du kan gøre, når hvalpen skal lære at få klippet sine negle:

1) Gå stille frem

Start ikke med at klippe alle hundens negle første gang. Væn i stedet hvalpen til, at du godt må røre ved dens tæer og negle. Vælg et tidspunkt hvor hvalpen er træt og afslappet. Hvalpen må ikke virke utilpas eller forsøge at komme ud af situationen - så er du gået for hurtigt frem.

2) Klip én negl ad gangen

Nyheden fortsætter efter annoncen

Når hvalpen er blevet vant til at få rørt ved sine poter, kan du begynde at klippe en negl eller to. Stop inden hvalpen bliver utålmodig og urolig. Hvalpen må aldrig virke utryg ved situationen eller holdes fast, hvis den ikke vil sidde stille. Det er vigtigt, at negleklipningen er en sjov og behagelig oplevelse. Klip KUN den alleryderste spids af neglen, så du er sikker på, du ikke kommer ind til den nerve, der er i neglen. Det gør meget ondt på hvalpen, hvis nerven rammes!

3) Giv godbidder imens

Giv hvalpen godbidder mens du øver den i at få klippet negle. På den måde kommer hvalpen til at forbinde negleklipningen med lækre godbidder, og den vil komme til at synes, at det hele er lidt sjovere.

4) Gentag ofte

Selvom hvalpen ikke har brug for at få klippet negle på en ugentlig basis, er det vigtigt at du i starten træner det ofte, så hvalpen kan blive fortrolig med det. Du behøver ikke klippe neglene hver gang, men i stedet kan du lade som om du gør det, så hvalpen vænner sig til de rutiner, der er forbundet med klipningen.

 

Læs også

Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout