Katrine Hammer
Kender du det? Når du tager neglesaksen frem, er hunden forduftet. Måske spræller den så meget, at du ikke kan holde den, eller den piver, knurrer eller bider ud efter dig, når du forsøger at klippe dens negle. Måske har du helt opgivet og overladt opgaven til hundefrisøren eller dyrlægen. Nogle hunde er endda så svære at klippe neglene på, at de må bedøves, før det kan lade sig gøre.
Hvis du kan nikke genkendende til noget af dette, er du langt fra alene. Negleklipning er en udfordring i utroligt mange hundehjem.
Men hvorfor bliver noget så tilsyneladende simpelt som at klippe negle så svært? Og hvordan hjælper vi hunden med at blive tryg ved det?
Tag hundens følelser alvorligt
På sociale medier florerer videoer, hvor hundes angst og utryghed ved negleklipning bliver fremstillet som en overreaktion, og hunden stemples som en ”dramaqueen”. Men når en hund reagerer voldsomt i en situation, er det et udtryk for, at situationen opleves voldsomt for hunden. Det kan se komisk ud udefra, men for hunden er det alvor.
At bagatellisere eller latterliggøre hundens reaktion hjælper derfor ikke. Hunden ER ikke et problem, den HAR et problem. I dette tilfælde med negleklipning. Og det er et problem, vi skal hjælpe den med at løse.
Hvorfor opstår problemer med negleklipning?
Mange tænker, at problemer med negleklipning først opstår, hvis man kommer til at klippe for langt ind i neglen, så det gør ondt. En smertefuld oplevelse kan naturligvis skabe utryghed, men ofte kan ejeren ikke pege på én bestemt hændelse. En typisk fortælling er: ”Det gik fint, da den var hvalp, men pludselig ville den ikke være med længere.”
I disse tilfælde er hunden ofte gradvist blevet mere følsom over for proceduren i stedet for mere tilvænnet. Det kaldes sensitivering. De små tegn på utryghed kan være lette at overse, især hvis vores fokus først og fremmest er på opgaven: Neglene skal klippes.
Når vi tænker i opgaver, klipper vi ofte alle neglene på én gang. Så går der fire-fem uger, og næste gang gør vi det samme. Men hundens tolerance kan være blevet overskredet undervejs. Samtidig er negleklipning så sjælden en begivenhed, at den ikke når at blive en naturlig del af hverdagen. Kombinationen af sjælden træning og for store doser ad gangen kan gøre hunden mere og mere utryg.
Denne artikel er skrevet af Katrine Hammer.
Katrine Hammer er direktør og medejer af Hundeklinikken på Østerbro, en dyreklinik udelukkende for hunde og med en stressfri tilgang til dyrlægebesøg.
Hun er uddannet hundetræner, Fear Free-certificeret professionel på Elite-niveau og certificeret Cooperative Care-træner.
Hun afholder onlinekurser i håndteringstræning og negleklipning.
Hun underviser andre veterinærfaglige i stressfri håndtering.
Læs mere og se Katrines næste kursus i negleklipning på hundeklinikken.dk
Når stilhed ikke er tryghed
At overlade negleklipningen til dyrlægen kan løse det praktiske problem her og nu, men gør ikke nødvendigvis hunden mere tryg ved selve proceduren. Tværtimod kan der være en risiko for, at utrygheden breder sig til selve stedet og situationen omkring negleklipningen. Hvis hunden igen og igen oplever utryghed ved negleklipning hos dyrlægen, kan den begynde at forbinde klinikken, personalet eller håndtering på undersøgelsesbordet med noget ubehageligt. Det kan betyde, at selv helt almindelige sundhedstjek eller nødvendig sygdomsbehandling bliver vanskeligere at gennemføre, fordi hunden har udviklet dyrlægeskræk.
En hund, der står helt stille under negleklipningen, er heller ikke nødvendigvis afslappet. Stilheden kan være en stressreaktion, hvor hunden ”fryser” i sine bevægelser, fordi den oplever, at den ikke kan komme væk. Frys-adfærd er ofte kombineret med andre tegn på utryghed, som f.eks. tilbagelagte ører, sammenkrøben krop, halen nede eller mellem benene, spændte muskler, rysten m.m.
Hvis hunden gentagne gange oplever, at dens forsøg på at undgå situationen ikke nytter, kan den desuden udvikle det, man kalder indlært hjælpeløshed. Her holder hunden gradvist op med at forsøge at påvirke situationen og bliver passiv. Indlært hjælpeløshed er en stor belastning for hundens mentale velfærd. Over tid kan hunden blive mere opgivende og modløs. Den passivitet kan let forveksles med accept eller samarbejde, selv om hunden stadig er utryg.
Negleklipning er mere komplekst, end det ser ud
Hunde skal lære at få klippet negle. Vi mennesker tænker sjældent over det, fordi vi selv klipper vores negle uden problemer. Men set fra hundens perspektiv består negleklipning af flere forskellige udfordringer. Jeg plejer at beskrive dem som negleklipningens fire hjørnesten: et sensitivt område, fiksering, et potentielt farligt objekt og lyd. Hver hjørnesten kan i sig selv skabe utryghed, og når vi klipper negle, beder vi hunden om at håndtere alle fire på én gang.
1. Et sensitivt område
Poterne er et følsomt område for mange hunde. Berøring, tryk og manipulation af poter og tæer kan derfor i sig selv være en udfordring.
2. Fiksering
For at klippe en negl holder vi typisk om poten og løfter eller stabiliserer den. Når hundens bevægelsesfrihed bliver begrænset, kan det føles ubehageligt eller skræmmende, især hvis hunden ikke har lært, hvad der skal ske.
3. Et potentielt farligt objekt
En neglesaks er et fremmed objekt, der pludselig føres helt tæt på kroppen. At hunden tør snuse til saksen, betyder ikke nødvendigvis, at den også er tryg ved, at vi holder den og bevæger den hen mod poten.
4. Lyden
Selve klippet giver en pludselig og markant lyd. Nogle hunde forskrækkes af lyden, også selv om de ellers er trygge ved at få rørt poterne.
Hvis vi samler de fire hjørnesten og ser situationen gennem hundens øjne, bliver udfordringen mere forståelig: Nogen holder fast i din følsomme pote, mens de fører et fremmed objekt hen imod den og pludselig siger det: ”KLIP!”
Løsningen: Del negleklipningen op
I stedet for at træne ”negleklipning” som én samlet øvelse kan vi træne de fire hjørnesten hver for sig. Målet er at skabe tryghed omkring hver enkelt del og først derefter begynde at kombinere dem.
Det betyder også, at vi må slippe tanken om, at en træningssession først er vellykket, når alle neglene er klippet. Én roligt klippet negl er langt mere værdifuld end fire poter, som hunden må kæmpe sig igennem.
Giv hunden kontrollen tilbage
Traditionelt har vi ofte ”bare gjort ting” ved hunden ud fra en forventning om, at den lærer at affinde sig med det. Men håndtering bliver mere tryg for hunden, når den oplever positive ting i forbindelse med håndteringen, når tingene er forudsigelige, og den har mulighed for at sige fra, når den ikke føler sig tryg. Det gælder især hunde, der allerede har haft ubehagelige oplevelser med negleklipning.
Her kan man arbejde med frivillig adfærd og bygge videre på hundens eget initiativ. Det kan for eksempel være en poteøvelse, hvor hunden selv tilbyder poten, og hvor de fire hjørnesten gradvist kobles på. Målet er ikke blot, at hunden tolererer negleklipningen, men at den føler sig tryg nok til frivilligt at deltage. Det er faktisk muligt at nå dertil, hvor hunden selv rækker poten frem og er klar til, at du klipper en negl.
Træn de fire hjørnesten hver for sig
Begynd med den hjørnesten, der er lettest for din hund, og gør træningen så enkel, at hunden kan være rolig og frivilligt deltage. Gå kun videre, så længe hunden fortsat virker tryg. Viser den ubehag, er det et tegn på, at næste trin skal gøres lettere.
Sensitivt område: Væn hunden gradvist til berøring af ben, pote og tæer. Start dér, hvor berøringen allerede er tryg, og bevæg dig langsomt mod de mere følsomme områder.
Fiksering: Træn selve det at have en hånd omkring poten, at løfte den kort og at holde den roligt. Hunden skal kunne blive i øvelsen uden at føle behov for at trække sig.
Lyd: Lad hunden lære klippelyden at kende uden samtidig at klippe en negl. Lyden kan for eksempel introduceres på afstand og forbindes med noget rart.
Potentielt farligt objekt: Lad hunden blive fortrolig med saksen som genstand, før den nærmer sig poten. At kunne snuse til saksen er ikke det samme som at være tryg ved, at den bruges tæt på kroppen.
Træn i korte sekvenser – gerne blot et par minutter. Brug belønninger, hunden virkelig sætter pris på, og hold øje med tegn på utryghed. Træningen skal være så let, at hunden kan lykkes.
Fra øvelse til den første negl
Når hunden er tryg ved de fire hjørnesten hver for sig, kan du begynde at sætte dem sammen. Hold for eksempel kort om poten, mens saksen er synlig. Senere kan saksen føres hen mod poten. Næste trin kan være at lade saksen berøre en negl uden at klippe. Først når dette er uproblematisk, kan du klippe den første negl.
Træningens kvalitet er vigtigere end antallet af klippede negle. Med tiden kan flere negle klippes i en træningssession, så længe hunden fortsat er tryg.
HAR DU EN HVALP?
Fremgangsmåden er den samme. Med en hvalp kan processen ofte gå hurtigere, fordi den endnu ikke har nået at opbygge negative forventninger til negleklipning. Små, hyppige og positive erfaringer fra begyndelsen er en god investering.
ET ALTERNATIV: NEGLEFILNINGSBRÆT
Et neglefilningsbræt er et bræt med sandpapir, som hunden lærer at kradse på, så neglene files gradvist. Mange hunde synes, det er en sjov øvelse, og det kan være et godt supplement eller alternativ til negleklipning. Det kan også bruges til bagbenene, men det kræver typisk lidt mere træningsteknik.
HVIS NEGLENE IKKE KAN VENTE
Er neglene meget lange, så tal med din dyrlæge om en løsning, mens I arbejder med træningen. For nogle hunde kan det være nødvendigt at få neglene klippet under sedering eller bedøvelse for at skabe tid og ro til den langsigtede træning.
Når træningen er svær
Har din hund allerede udviklet stor utryghed omkring negleklipning, kan træningen være svær at stå med alene. Det kræver både, at du kan aflæse hundens små signaler og tilpasse træningen, så den hverken bliver for svær eller går for hurtigt frem. Det kan være svært at vurdere, hvornår hunden er klar til næste trin, og hvornår øvelsen i stedet skal gøres lettere. Timingen i træningen er desuden afgørende. Belønningen skal komme på det rigtige tidspunkt, så hunden forstår, hvilken adfærd der bliver belønnet.
Her kan det være en stor hjælp at få en fagperson med erfaring i frivillig håndtering på sidelinjen. En dygtig træner kan hjælpe med at vurdere hundens reaktioner, bryde træningen ned i passende små trin og lægge en plan, der passer til netop din hund. Søg gerne hjælp tidligt frem for først, når I er kørt helt fast.
Målet er samarbejde
Målet er ikke bare at få klippet neglene. Målet er en hund, der oplever, at den bliver lyttet til, og som kan samarbejde om sin egen pleje med størst mulig tryghed. Den tid, vi investerer i positiv håndteringstræning, kan derfor komme hunden til gode langt ud over selve negleklipningen.
Artiklen er oprindeligt bragt i det aktuelle nummer af HUNDEN. Vi har valgt at dele den i sin fulde længde på hunden.dk også, da Katrine Hammers råd kan være til hjælp for mange hundeejere.