KLUMME: Sammenhold du

22-06-2020 08:34

Bjarke Kirkegaard Nielsen

Det er blevet en tradition, at vi udgiver klummerne fra bladet på nettet også. Her får du klummen fra det nummer, der udkom i sidste uge

Copyright Hunden.dk
Foto: Wiegaarden/Bjarke Kirkegaard Nielsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Er du medlem af en raceklub, en grillklub, en bageklub, ja, hvilken som helst klub, så kender du det.

De der erfaringer, markante meninger og endeløse diskussioner om, hvordan en hund bør se ud, om man kan byde sit kød at grille med kul kontra gas, eller om man overhovedet kan kalde sit brød for et rigtig brød, hvis det ikke er bagt med surdej lavet from scratch med importeret kildevand og økologisk mel, malet på en hjemmelavet stenkværn i måneskin.

Bølgerne kan gå højt, og til tider kan det virke, som om der aldrig vil blive ”fred”. Jeg tror, at det er de færreste klubber, der kan sige sig fri for et vist niveau af, lad os kalde det fnidder. Du ved, hvad jeg mener. Den der øv-stemning, der stikker sit tvære hoved frem af og til. ”Hun sagde…”    ”Han gjorde…”  og alle de kloge hoveder. Det er, for nu at sige det på jysk; godt træls. Det stjæler fokus, tid og kræfter fra det vigtigste, nemlig vores fælles passion.

En gang imellem kommer omstændigheder eller hændelser forbi; rusker i os, åbner vores øjne, får os til at glemme alt fnidder og minder os om det, som vi alle har til fælles. Vores fælles kærlighed til hundene, de lækre grillede bøffer og de perfekte afbagte brød og ikke mindst fællesskabet i klubben. Uden klubben ville vi bare være os selv, og det ville da være trist og kedeligt, ikk?

Heldigvis er intet så skidt, at det ikke er godt for noget. En lidt slidt frase, men ikke desto mindre er det yderst aktuelt i disse måneder, hvor ingenting er, som det plejer. Jo jo hundene har vi da heldigvis stadig, og de skal luftes, trænes, nusses præcist som de altid skal. Der mangler bare ligesom noget. Der mangler fællesskabet med resten af hundefolket. Den fælles træning, de fælles gåture, hyggen, latteren og sammenholdet ved ringsiden, kageorgierne efter træning osv.

Tid til at tænke ud af boksen og vise, at vi kan være sammen men hver for sig. Tid til at vise, at vi ”er lige her” for hinanden og at vi står sammen, selvom omstændighederne ikke gør det muligt at være fysisk sammen. Tilbuddene om Grill-sammen, Bag-sammen har været i overflod, og flere steder har mulighederne også været der for os med firbenede pelsede venner.  Her har MIN klub; Grand danois klubben for alvor bevist sit værd og sammenhold, når det virkelig har gjaldt, og jeg er stolt af, at kunne kalde mig en del af den store familie, for det er lige præcist det, jeg føler vi er; familie. En stor, skøn, broget en af slagsen.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Sammen har vi været på fælles ”Hver-for-sig-gåtur” online. En lille ting med stor effekt.

Sammen har vi samlet over 12.000 kroner ind til vores klubkasse ved et forårs-foto-event, som blev stablet på benene ved fælles hjælp i klubben og støttet op af fantastiske sponsorer, som jeg er så ubeskrivelig stolt af at have være en del af det. Sammen kan vi!!!

Det er muligt, at 2020 på mange fronter indtil nu har været en sløv dag i butikken. Men så grib chancen og brug den til at få fyldt op på hylderne med fællesskab, Vi-kan-og-vi-vil og sammenhold du.

Alt bliver godt igen, og så er vi klar til at slå dørene op sammen, og jeg glæder mig!!!

Vi ses ”lige om lidt” til træning, ved ringsiden, og herfra meldes der klar til at komme på græs!

Månedens klummeskribent Maibritt Larsen er ejer af Kennel Jutlander samt bestyrelsesmedlem og aktivitetskoordinator i Grand Danois Klubben DK.

Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout