Andreas Boeskov
Da jeg endnu var lille, gik en lille familie i stykker, da min voksne fætter og hans kæreste gik fra hinanden. De havde ikke børn, der skulle have deres liv fordelt – men de havde en hund, som de besluttede at dele.
Det grinede vi godt nok lidt af den vinter. En skilsmissehund. Jeg husker det som første eksempel på, at hundene var ved at blive små menneskelige medlemmer af vores familier.
Skæbnens ironi har dog gjort, at jeg selv i dag har en delehund. Det er ikke en skilsmissehund, men det er dog en hund, der tit og ofte skifter mellem vores hjem hos mig og min mand – og hjemmet hos hendes ”mor”.
Så hvordan skete det lige?
Dengang drømte vi om hund, men var også travle byboere, som tvivlede på, om vi havde tid og overskud til det på den gode måde. Vi havde egentlig besluttet, at det måtte vente til en anden fase i vores liv.
Men så forelskede vi os. Et fremgroende venskab med en ny veninde førte en labrador ind i vores liv. Cajsa er en hund med det rareste sind og mange hyggelige eftermiddage til te førte til leg på gulvet, hvor vi lige så meget besøgte hende som hendes ”mor”. Måske syntes Cajsa bare meget om vores store trang til at nusse hende og forære hende bamser. Men følelsen føltes i hvert fald gensidig.
Cajsas ”mor” var i en travl fase i sit liv med mange arbejdsrejser, og vi begyndte at passe Cajsa i først kortere og siden længere perioder. I dag er hun et helt naturligt medlem af vores familie.
Jeg bliver tit spurgt, hvordan det kan fungere. Om hun ikke bliver forvirret af at skifte hjem. Jeg må bare sige, at jeg ikke kan få øje på det. Den største udfordring er nok mere de mennesker, der til tider savner hende.
Men jeg tror også, det skete på den rigtige måde. Vi har ikke en 7-7 deleordning. Cajsa er der, hvor der for tiden er bedst overskud til hende. Vi er enige om det grundlæggende, så hendes hverdagsrammer, spisetider og godbidder ændrer sig ikke det store, når hun flytter. Livet omkring hunden skal stadig være stabilt og kærligt og til hundens bedste. Og så er vi i øvrigt hele tiden sammen alligevel, alle os omkring hende. Drikker te, spiser sammen og går ture. Jeg tror egentlig, Cajsa oplever sin menneskeflok som én, der til tider deler sig i to, men ellers hænger sammen som en familie. Og det har hun jo sådan set ret i.
Det mest interessante er nok mere, hvad Cajsa har lært os. Som en allerede fantastisk og veltilpasset hund møffede hun sig ind på vores travle liv lidt efter lidt. Det var snarere hende, der opdrog os til at vide, hvad et liv med hund kræver. Og som svejsede vores familier sammen. Vores delehund kom ikke af en familie, der måtte splitte op – hun fik i stedet smedet en helt ny familie sammen omkring sig.
