Bjarke Kirkegaard Nielsen
Som I gættede er dette naturligvis en aprilsnar
Det er i den grad en underlig verden, vi lever i. Det er et nyt kinesisk projekt et ganske godt bevis på. Det er biologer fra Yúrén Jié Universitet i Jilinprovinsen, der har krydset en hund og en ko i håb om at skabe et klimavenligt dyr til landbruget.
Koen har i mange år været udskældt for at udlede store mængder metangas, hvilket har gjort dyret til en af de helt store klimasyndere.
Derfor har der også været stor fokus på at lave plantebaseret ”kød” som vi allerede kender fra supermarkederne. Forbrugerne har været rimelig villige til at tage plantefarsen til sig. Anderledes har det været på mælkefronten.
Her har forbrugerne længe kunnet købe både soya- og havrebaseret mælk, men denne vare har hovedsageligt haft tilhængere blandt veganere og enkelte kaffedrikkere. Derfor har denne mælk ikke sat det positive indtryk på klimaregnskabet, som man havde håbet.
Det skulle være grunden til, at de kinesiske forskere har valgt at lave den noget aparte krydsning.
– Gennem krydsningen af de to dyr har vi fået et landbrugsdyr, der producerer en mælk som flere mennesker vil kunne drikke, og så er dyret meget mere klimavenligt end koen, lyder det fra en af forskerne bag projektet.
Selve krydsningen er sket under kontrollerede forhold, hvor man har taget sæd fra en grand danois og insemineret det i koen. Koen har under hele drægtighedsperioden opholdt sig i en opvarmet stald med blid jazzmusik fra højttalerne under konstant overvågning.
Indtil videre har man ikke fundet et navn til det nye dyr, som man heller ikke helt ved, om tilhører ko eller hundefamilien.