Kender du (hunde)typen og andet godt

28-11-2018 08:29

Bjarke Kirkegaard Nielsen

Tirsdag holdt Dansk Kennel Klub tredje medlemsmøde i en række af fire. Det velbesøgte møde fandt sted i Hobro, og der var både noget for hjerne, hjerte, humoren og maven

 

Copyright Hunden.dk
Foto: Wiegaarden/Bjarke Kirkegaard Nielsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Lad det være sagt med det samme. Det var hverken Jørgen Hindse, Helle Friis Proschowsky eller Jens Glavind, der trods flotte og spændende oplæg høstede aftenens største bifald, da Dansk Kennel Klub holdt medlemsmøde for små 400 medlemmer i Hobro Idrætscenter tirsdag aften.

Det gjorde derimod gæstetaleren Christine Feldthaus, der med sit underholdende oplæg, Kender du (hunde)typen, fik store dele af salen til at bryde ud i latter.

Hundetypen
Oplægget tog udgangspunkt i de typer, reklamebranchen har besluttet, vi mennesker kan deles op i. Typerne blev personificeret af billeder af kendte mennesker som Manu Sareen, Jørgen Hjorting, Claudia Rex og Ole Birk Olesen.

Efter en kort gennemgang af hver type, stillede Feldthaus spørgsmålet, hvilken hund kunne denne type have, og oftest var salen enige med livsstilseksperten i valget af racer.

Hele oplægget blev krydret med anekdoter fra tiden som deltager i Kender du typen på DR1, som dengang hun fornærmede Erna Hjorting så meget, at hun efterfølgende ikke ville tale med Christine Feldthaus, eller da hun måtte erkende, at hun ikke vidste hvem Jim Lyngvild var.

Det var underholdende, og Feldthaus må siges at være en rigtig god booking af DKK, da hun virkelig tog kegler i den hundeelskende forsamling.

– Jeg har tænkt, at jeg skal finde ud af, hvem der har planlagt, at jeg skal på efter Christine Feldthaus, for det er ikke nemt. Men så hørte jeg en nede i salen sige, at hun glædede sig til at høre mig. Det gjorde mig glad, men så blev jeg også nervøs over det.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Fake news
Sådan startede direktør i DKK, Jens Glavind, sit oplæg, der fulgte i halen på Feldthaus’ populære leg. Han havde dog ikke noget at være nervøs for, da han trådte op på scenen i den hal, der i hans ungdom lagde gulvbrædder til afdansingsballer, som fem år i træk faldt sammen med lige den dag på året, hvor hans far var syg.

Copyright Hunden.dk
Foto: Wiegaarden/Bjarke Kirkegaard Nielsen

Han kunne fortælle, at det går godt i DKK. Derudover slog han fast, at DKK ofte rammes af fake news.

– Nogle siger, at vi har droppet alle avlsrestriktioner, det er fake news. Nogle siger, at der fødes flere og flere dårlige hvalpe i DKK, det er fake news, lød det blandt andet fra direktøren.

Hans oplæg fungerede lidt som en opsamling på Jørgen Hindses og Helle Friis Proschowskys oplæg, der startede aftenen.

En klar anbefaling
DKK’s dyrlæge Helle Friis Proschowsky fortalte blandt andet om udviklingen i undersøgelser af hunde i DKK, som ikke er blevet færre, siden indførelsen af de mere individuelle restriktioner i 2011.

Copyright Hunden.dk
Foto: Wiegaarden/Bjarke Kirkegaard Nielsen

Bestyrelsesformand, Jørgen Hindse, var manden, der satte gang i aftenen med et oplæg om, hvorfor DKK valgte at holde medlemsmøderne, som de startede tilbage i 2011. I år har tilslutningen dog været meget større, da man på de tre første møder allerede har rundet de 1000 deltagere. Så er det bare at se, hvor mange, der møder op på det sidste møde på Fyn.

Copyright Hunden.dk
Foto: Wiegaarden/Bjarke Kirkegaard Nielsen

Det kan under alle omstændigheder anbefales, og det skyldes ikke alene, at man fik stillet sulten og tørsten med sandwich, småkager, sodavand, øl, vand og kaffe.

Copyright Hunden.dk
Foto: Wiegaarden/Bjarke Kirkegaard Nielsen
Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout