Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout
“Den vil bare hilse”
Mange hundeejere har sagt det. Den vil bare hilse. Den er bare glad. Den gør ikke noget.
Nogle gange passer det. Andre gange er vi mere sikre, end vi burde være.
Hundens kropssprog bliver ofte læst gennem vores egne ønsker. Vi ser en logrende hale og tænker glæde. Vi ser en hund, der står stille, og tænker ro. Vi ser et ansigt, der ligner noget genkendeligt, og oversætter det hurtigt til en følelse, vi selv forstår.
Men hunde er ikke små mennesker med pels. De kommunikerer med hele kroppen, med afstand, bevægelse, lyd, spænding, blikkets retning og den situation, de står i.
Et datasæt med vigtige forbehold
Et nyt forskningsarbejde, CREMD, er offentliggjort som preprint på arXiv. Det betyder, at det ikke nødvendigvis er fagfællebedømt endnu, og resultaterne skal læses med omtanke.
Forskerne præsenterer et datasæt med 923 videoklip af hunde og undersøger, hvordan mennesker vurderer hundes følelser, når de får forskellige typer information. Nogle så klip uden kontekst og lyd. Andre fik kontekst. Andre igen fik både kontekst og lyd.
Et af fundene er værd at hæfte sig ved: Visuel kontekst øgede enigheden mellem dem, der skulle vurdere hundenes følelsesudtryk. Lyd øgede deltagernes selvtillid ved vurderingen af bestemte følelser, men resultaterne om lyd var ikke entydige på grund af begrænsninger i studiedesignet.
Det er ikke et bevis for, at vi nu kan læse hunde sikkert. Det peger snarere på det modsatte: At vurderingen af hundens følelser afhænger af, hvad vi får lov til at se og høre.
Ansigtet er ikke nok
Et andet studie i Scientific Reports undersøgte, hvordan store billed og sprogmodeller klarer sig, når de skal genkende hundes følelsestilstande på billeder. Forskerne fandt, at modellerne i nogle tilfælde så ud til at klare sig moderat, men at resultaterne sandsynligvis blev påvirket af overfladiske ting som baggrund og racepræg.
Når modellerne blev testet på mere kontrollerede data med labradorer, hvor følelsestilstande var fremkaldt i en forsøgsramme, faldt præstationen til omtrent tilfældigt niveau. Forskerne konkluderer, at nuværende store billed og sprogmodeller ikke er egnede til pålidelig, biologisk funderet genkendelse af hundes følelser.
Det er forskning i AI, men pointen rammer også mennesker: Hvis billedet omkring hunden påvirker vurderingen, og hvis ansigtet ikke kan stå alene, skal vi passe på med hurtige konklusioner.
Kontekst ændrer alt
Den samme adfærd kan betyde forskellige ting i forskellige situationer. En hund, der slikker sig om munden, kan være forventningsfuld, usikker eller påvirket af noget helt tredje. En logrende hale kan høre sammen med glæde, spænding, konflikt eller usikkerhed. En hund, der går frem mod en anden hund, er ikke nødvendigvis socialt tryg. Den kan også være presset, overgearet eller ude af stand til at vælge afstand.
Derfor er konteksten afgørende. Hvad skete lige før? Kan hunden komme væk? Er linen stram? Er der børn tæt på? Er der mad, gæster, larm, andre hunde eller et nyt miljø? Hvad gør resten af kroppen?
Det er sjældent ét signal, der fortæller hele historien.
Ydmyghed er bedre end skråsikkerhed
I hverdagen betyder det noget. Når et barn går hen mod hunden. Når en gæst vil hilse. Når to hunde mødes i snor. Når en hund presses ind i en situation, fordi ejeren er sikker på, at “den elsker alle”.
Måske gør den. Måske gør den ikke.
Det sikreste udgangspunkt er ikke mistillid til hunden, men ydmyghed over for det, vi ikke ved. Se på hele hunden. Se på situationen. Giv hunden en vej ud. Og lad være med at gøre din egen tolkning vigtigere end hundens mulighed for at sige nej.
