Julekalender: Montys jul - Afsnit 24

24-12-2019 10:01

Bjarke Kirkegaard Nielsen

Nu er det endelig jul - jul igen

Copyright Hunden.dk
Nyheden fortsætter efter annoncen

 

Molly, Peter og Monty er på vej hjem til mor og far. Da de når huset, er der fyldt med politibiler foran den lille villa.

– Hvad er der sket, udbryder Peter og sætter farten op.

De tre løber hen mod huset, op til hoveddøren, som bliver smækket op.

– Der er I, lyder det fra mor og far i kor, hvor har I været?

– Vi har bare fundet Monty, fortæller Molly.

– Vi har været så bange, fordi I har været væk så mange dage. Vi ringede til politiet, som hjalp os med at prøve at finde jer, siger mor.

– Men vi har fundet Monty, siger Molly.

– Det er også dejligt at have Monty hjemme igen, siger mor, nu kan det endelig blive jul.

Hele dagen fyldes med julehygge, lækre dufte, juletræspyntning og voldsom utålmodighed.

Om aftenen samles familien om det veldækkede spisebord. Andeskindet er sprødt, de brune kartofler er søde og klistrede og risalamanden har den perfekte konsistens.

– Det er noget værre noget med ham Torben Tæppetisser, siger mor til far.

Nyheden fortsætter efter annoncen

– Hvad for noget, spørger Peter.

– Årh det er sådan noget voksensnak. Det forstår I ikke, siger far, nu skal vi danse om juletræet.

Da de obligatoriske omgange om træet er overstået, gør familien klar til at kaste sig over de mange pakker, da det pludselig banker på døren.

Peter og Molly styrter ud for at åbne døren, og der i døråbningen står selveste julemanden.

– Ho Ho HOoooo er der nogle søde børn her, spørger han.

Molly og Peter bekræfter, og de får en ordentlig omgang gaver af den gavmilde julemand. Han har også et stort kødben med til Monty, som allerede er i gang med at tygge sig igennem sit første ben.

– Jeg skulle hilse fra Carl, siger julemanden til Molly, Peter og Monty, inden han forsvinder ud i den nyfaldne sne.

En lysende sværm glider hen over himlen, mens en rumlende latter fylder lydtapetet over byen.

– Jeg elsker jul, siger Molly.

– Det gør jeg også, siger Peter.

– Jeg elsker kødben, tænker Monty, der lover sig selv, at han næste år ikke vil glemme, hvorfor julen er så fantastisk.  

 

Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout