Bjarke Kirkegaard Nielsen
De fleste hundeudstillere har nok set Christina Louise Hagen Madsen løbe rundt udstillingsringene med pharaoh hounds eller mynder. Men for mange år siden var det en helt anden race, hun havde.
Dengang havde hun nemlig amerikansk staffordshire terrier - En race som i dag er forbudt i Danmark. Eller det vil sige, at de hunde, der var født inden forbudet blev indført er stadig lovlige. Da forbudet trådte i kraft i 2010 er der ikke mange hunde tilbage i racen.
Da den amerikanske staffordshire terrier blev forbudt i Danmark, traf Christina Louise Hagen Madsen et valg om, at hun ville en helt anden slags hunde, da hun ikke ville risikere igen at have en race, som blev forbudt.
En af de hunde, der stadig lever, er Incy. Hun fylder i dag 13 og et halvt år, og derfor har Christina Louise Hagen Madsen fejret fødselsdag for hende og inviteret venner og bekendte til fødselsdag i teltet.
- Altså når man bliver så gammel, så mener jeg man skal fejres så snart der er en mulighed for det, og vi ved jo ikke, om hun når at blive 14 år, lyder det fra Christina Louise Hagen Madsen, der derfor også har begavet sin hund fra hoved til hale.
- Ja vi gik lidt shopamok i går, så hun mangler absolut ikke gaver, fortæller dne garvede udstiller.
Selvom Incy stadig kan finde på at fjolle, så foregår store dele af hendes pensionisttilværelse, hvor der er varme. Om vinteren ligger hun foran brændeovnen og om sommeren finder hun en solstråle at stråle om kap med.
Og selvfølgelig stråler solen i dag.
- Det er helt klart hendes fortjeneste, at solen skinner i dag. Du finder simpelthen ikke en blidere sjæl end hende, og det vil alle, der kender hende, være enige i, siger Christina Louise Hagen Madsen og fortsætter:
- Faktisk opfører hun sig som en mor for mine andre hunde derhjemme. For eksempel vasker hun dem, når de kommer ned i hendes højde. Hun er bare en dejlig hund.
Det skal også lige nævnes, at Christina naturligvis overholder reglerne med, at Incy skal have mundkurv på, og føres i en max to meter lang snor, når de er på offentlige steder. Og som hun siger, det er naturligvis lidt besværligt, men nu har de gjort sådan i 12 år, så det er blevet lidt en vane.
Vi siger tillykke til Incy