Bjarke Kirkegaard Nielsen
Der er ikke noget værre end at elske en uden at blive elsket tilbage. Man kan have gået hele dagen og kigget på denne person, som ikke har værdiget en det blik overhovedet. Slukøret traver man hjem i gråvejret og disen. En bil kører gennem en vandpyt, så det efterladte regnvand gennembløder det tøj, man tog på i håb om at få bare en smule ros for ens smag.
Man kommer hjem. Sætter nøglen i døren, vrider nøglen mod venstre, og døren springer op. Man når kun lige indenfor døren, før ens hund kommer springende, som havde man været væk i flere år. Den springer op ad en og efterlader en våd og varm tungeslasker lige midt i ansigtet.
Man bliver glad. Hunden er et værn mod tristesse og nedtrykthed. Man bliver varm i kroppen. Nærmest som en forelskelse. Hunden kigger på en med dens dybe, mørke øjne, hvorefter den spæner lalleglad rundt i hele huset.
Man elsker sin hund. Men er kærligheden gengældt, eller er den bare god til at lade som om, indtil madskålen er fyldt?
Gregory Berns er ikke i tvivl. Han er forsker ved Emory University i Atlanta, USA. Han har skrevet bogen, How Dogs Love Us. Heri giver han blandt andet fire eksempler på, hvordan hunde viser, at de rent faktisk elsker os.
