Bjarke Kirkegaard Nielsen
Danskerne er et hundebegejstret folk. Mere end en halv million danske husstande har hund, hvilket vil sige, at der bor en hund i hvert fjerde danske hjem. For de fleste er hunden i dag ikke blot et kæledyr, men en del af familien på lige fod med de øvrige familiemedlemmer. Molly sover nemlig i sengen, skal også til lægen, gå til fritidsaktiviteter og fejre fødselsdag.
Netop den afgørende rolle, hunden har i familien, er noget af det, der afspejler sig i resultaterne af den aktuelle undersøgelse, der fx har snuset til, hvad der er vigtigst for os, når hunden skal passes, hvor meget vi løbende bruger om måneden på at have hund og om vi køber økologisk og bæredygtigt, når der skal købes foder og legetøj til hunden.
Danskernes pasningspræferencer
Undersøgelsen viser, at hver anden dansker (56 pct.) aflyser planer som fødselsdage, fester og ferier, hvis der ikke kan findes pasning til hunden.
Ifølge undersøgelsen får næsten samtlige hundeejerne (92 pct.) passet deres hund op til flere gange årligt. Heraf får hele 22 pct. passet deres hund mere end seks gange om året. Langt størstedelen af de adspurgte danskere er enige om, at de enten foretrækker at få deres hund passet af familie og venner, eller via privat hundepasning som fx Dogley, hvor Molly er tryg, kan blive forkælet og få fuld opmærksomhed – i hjemlige rammer.
Netop personlig opmærksomhed (75 pct.), hundepassers kendskab til hunde (72 pct.), og hundens omgivelser som adgang til have (46 pct.), prioriteres højest blandt danskerne, når vi skal vælge pasning til hunden. Det er altså vigtigt for de danske hundeejere, at ude føles som hjemme, når hunden skal passes. Undersøgelsen viser, at mindre end en femtedel af danskerne vælger hundepasning ud fra prisen.
– Vi kan ud fra vores aktuelle hundeundersøgelse konstatere, at hunden spiller en afgørende rolle, når hundeejernes hverdag, fester og ferier skal planlægges. Især sommerferien er en tid, hvor mange danskere vælger at lade hunden passe via Dogley. Men selvom vi oplever en fordobling af pasninger i ferierne, benytter flere og flere sig også af, at det er blevet nemmere at finde en god privat hundepasser i den travle hverdag og i weekender, forklarer Thomas Keller, grundlægger af Dogley.
Danskernes forbrugsvaner
Undersøgelsen stiller også skarpt på danskernes løbende udgifter (fx foder, legetøj, udstyr, forsikring og dyrlæge) til hunden. Medregnet i de adspurgtes vurdering er således ikke anskaffelse af hunden eller udgifter forbundet med større operationer og lignende.
Undersøgelsen viser, at 31 pct. af de danske hundeejere vurderer, at de bruger 501-1000 kr. om måneden på deres hund, mens en tredjedel vurderer et beløb mellem 251-500 kr. månedligt.
Når der skal vælges hundefoder, angiver hele 94 pct. kvalitet som værende en vigtig faktor, ligesom kvalitet også er angivet som vigtigt af hele 96 pct. af danskerne, når de skal købe legetøj og udstyr til hunden. Kvalitet prioriteres således i højere grad fremfor pris, når der vælges både hundefoder og legetøj til Molly.
Mens en tredjedel af de adspurgte går op i, at hundens legetøj er bæredygtigt, er det dog blot 1 ud af 10, som prioriterer, at hundefoderet er økologisk.