Hvad er interdigital furunkulose?

22-12-2017 16:15

Astrid Gerd Holtet

Furunkulose i poterne er en ret almindelig lidelse hos hunde, som kan være smertefuld og svær at slippe af med

Copyright Hunden.dk
Foto: Shutterstock
Nyheden fortsætter efter annoncen

Furunkulose er en ret almindelig tilstand i huden hos hunden, som kan være svær at behandle og som let kommer igen. Den kan være meget smertefuld og kan give hunden mange gener.

Har min hund furunkulose?

Furunkulose er en tilstand i huden, der ligner bylder. Det kommer oftest på hundens poter imellem tæerne, men kan også ses andre steder på kroppen.  De runde byldelignende strukturer kan variere i størrelse, og nogle af dem kan briste. Brister de, vil man kunne se pudsholdige og blodige sekreter sive ud. Tilstanden er smertefuld, og ofte kan hunden blive halt. Poten kan også hæve op, og hunden kan slikke på området. 

Når hårsækken brister kan der dannes arvæv i poterne, og derfor kan tilstanden efterlade tydelige fortykkelser i huden.

Hvad er furunkulose?

Nyheden fortsætter efter annoncen

Lidelsen opstår hvis der går infektion i en eller flere af hundens hårsække, der efterfølgende brister. Når sækken brister, kommer der en reaktion fra kroppens immunforsvar, der forværrer tilstanden. Infektionen i hårsækken kan skyldes mange forskellige ting, blandt andet en infektion med svampe eller bakterier. Hormonelle lidelser, allergi, belastning af poterne, eller hårsækkemider hører også til blandt årsagerne.

Furunkulose ses hyppigere hos korthårede hunde, som eksempelvis bullterrier, dalmatiner, boxer og engelsk bulldog.

Hvad kan man gøre?

Selve betændelsen i hårsækken, og huden omkring, behandles oftest med en medicinsk shampoo eller antibiotika, men for at komme tilstanden til livs, skal den underliggende årsag også findes og behandles. Det kan kræve en del undersøgelser, herunder allergiundersøgelser, blodprøver og undersøgelse af huden, hvor man blandt andet laver dyrkninger, for at finde eventuelle bakterier og svampe.

/Astrid Gerd Holtet, dyrlæge

Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout