Astrid Gerd Holtet
En italiensk forskergruppe har undersøgt, hvad hunde lytter mest til – vores kropssprog eller det vi siger!
Forskerne lærte en gruppe hunde at hente forskellige ting. Hver ting havde sin unikke verbale kommando og håndtegn, der begge fortalte hunden hvilken ting, den skulle hente. Alle hunde lærte at hente tingene på både håndtegn og kommando. Forskerne opstillede derefter et forsøg, hvor hundene blev stillet overfor to forskellige ting, som de kunne hente, og de fik derefter modstridende håndtegn og verbal kommando, altså således at håndtegnet var rettet mod den ene ting, mens kommandoen gav besked på at hente den anden.
Gruppen undersøgte hvad hundene havde tendens til at reagere mest på – håndtegnet eller den verbale kommando?
Forskerne fandt, at hundene valgte at følge tegnet frem for den verbale kommando langt størstedelen af tiden. Dermed peger studiet på, at hunde vægter det de ser højere end det de hører.
Det vil altså sige, at gør din hund, en gang imellem, noget andet end forventet, når du giver den en kommando, så kan det være, at det første du skal gøre, er at kigge på hvad din krop og dine hænder foretager sig. Det kan jo være, at hunden lytter til dig på en anden måde, end du troede.
KILDE: Scandurra, A., Alterisio, A., Aria, M. et al. Should I fetch one or the other? A study on dogs on the object choice in the bimodal contrasting paradigm. Anim Cogn (2017). https://doi.org/10.1007/s10071-017-1145-z