Karina Green Damsgaard
Første kåring af Årets Jagthund
Lørdag blev en historisk dag i Dansk Kennel Klub, da titlen Årets Jagthund blev uddelt for allerførste gang.
Prisen gik til Pernille Legind og hendes kleiner münsterländer, NordenBirk’s Eevee, som blev hædret for et imponerende år fyldt med stærke resultater og alsidigt hundearbejde.
– Det er en særlig fornøjelse at kunne udnævne NordenBirk’s Eevee til Årets Jagthund 2025. Hun er et strålende eksempel på, hvad en samarbejdsvillig og passioneret jagthund kan præstere, når træning og tillid går hånd i hånd, lød det fra udvalget bag kåringen.
Eevee har i løbet af året leveret flotte resultater på både markprøver, skovfugle- og schweissprøver og har som den første kleiner münsterländer nogensinde været præmieret på både Unghundemesterskabet og Elitemesterskabet i Sverige – en præstation, der vidner om et helt særligt samarbejde mellem hund og fører.
Danmark vandt Nordisk Mesterskab i Juniorhandling
Stemningen nåede nye højder, da det danske landshold i juniorhandling kunne lade sig hylde som Nordiske Mestre 2025!
De unge handlere leverede en fantastisk holdindsats gennem hele dagen med både energi, præcision og smittende glæde.
Holdet bestod af Naya Andersen, Simone Kristiansen, Maila Drachmann og Amalie Grønborg.
Der skal lyde et særligt tillykke til Naya Andersen, der vandt den individuelle nordiske titel, og til Amalie Grønborg, der tog en flot 3. plads individuelt.
– En fantastisk holdindsats fra start til slut – vi er så stolte af jer! lød det fra Dansk Kennel Klub.
Dagens smukkeste: Norsk sejr i Best in Show
Dagens store finale, Best in Show, satte et glitrende punktum for lørdagens udstilling.
Her gik sejren til den norske shetland sheepdog Lundecock’s Coconut, ejet af Finn Helge Olsen.
Den elegante lille hund imponerede dommerne med sin udstråling, bevægelse og harmoni og tog dermed titlen som dagens absolutte vinder.
Med store præstationer, glade hunde og stolte ejere var lørdag i Herning endnu et bevis på, hvorfor Winter Wonder Show er årets højdepunkt for både udstillere og tilskuere.