Astrid Gerd Holtet
Har man hund, så har man nok også oplevet at ens hund nærmest instinktivt kan reagere på ens følelsesmæssige tilstand. Er man glad kan hunden mærke det, og er man bange eller ked af det, så kan hunden også mærke det.
Nu støtter forskningen dét mange hundeejere nok allerede vidste – at hunde kan aflæse vores følelsesmæssige tilstand, og én af de måder de gør det på, er gennem næsen.
Et studie fra en europæisk forskergruppe, undersøgte hvorvidt hunde kan opfange de kemiske signalstoffer, som vi mennesker udsender igennem vores sved. Til studiet fandt holdet en gruppe hunde og ejere, der ville deltage i forsøget. Hver hund og ejer blev placeret i et rum sammen med en fremmed person og en duftdispenser, der kunne udskille forskellige duftstoffer fra sved, som forskerne forinden havde opsamlet. Hver hund gennemgik forsøget tre gange; én gang hvor dispenseren udsendte en ”glad duft”, én gang hvor den udsendte en ”bange duft”, og en kontrol, hvor den ikke udsendte nogen duft.
Forskerne analyserede hundenes adfærd i rummet og deres interaktion med ejeren og den fremmede. Samtidig målte de hundenes hjerterytme. Holdet fandt, at når hundene blev udsat for den ”glade duft”, havde de færre og kortere interaktioner med menneskerne i rummet. De udviste derimod mere stressadfærd og tog mere kontakt til dem i rummet, når de blev udsat for den ”bange lugt”. Ligeledes var deres hjerterytme højere her, end ved den ”glade lugt” eller ved ingen lugt.
Forskerne mener at deres studier tyder på, at hunde kan registrere menneskelige følelser gennem de kemiske signalstoffer vi udsender. Det vil altså sige, at den sjette sans, det kan virke som om din hund besidder, nok i virkeligheden er en evne til at lugte sig frem til dine følelser.