Helle Skov Wacher
Tandkødsbetændelse og paradentose er nogle af de mest almindelige sundhedsproblemer hos voksne hunde. 80 % af hunde over tre år er ramt – og især de små hunderacer. Og man ved, at en hund med dårlige tænder har tandpine præcis, som vi mennesker har. Og bakterierne kan lige som hos os ”vandre ud” i kroppen og skade voldsomt.
– Hundeejere gør helt klart deres hund en stor tjeneste ved at forebygge tandproblemer og de voldsomme smerter, det kan give, fortæller dyrlæge Lotte Davies, som har skrevet bogen Sund hund, der bl.a. har fokus på tandhygiejne. – Børst tænderne på din hund hver dag, og gør det allerede fra hvalpestadiet, så den er vænnet til det. Hunde har 42 tænder, der kan sætte sig plak på, og det skal væk, inden det bliver til tandsten.
Du kan enten købe en særlig hundetandbørste, eller helt enkelt bruge en blød babytandbørste. Men brug ikke din egen tandpasta: Hunden sluger det meste af tandpastaen, og de har ikke godt af fluor, som kan give maveproblemer.
Har din hund allerede tandpine, må du en tur forbi dyrlægen.
– Modsat hvad mange tror, er det ikke nok med foder, godbidder og tyggelegetøj til hundens tænder, fortæller Lotte Davies. – Men det er et fint supplement.
Læs mere i bogen "Sund Hund" af Lotte Davies.