Bjarke Kirkegaard Nielsen
To hvalpe har gjort det særdeles godt i ringen med dansk/svensk gårdhund.
I dag søndag tog Little Denmark's Xtra Xport B by Joey bedste hvalp med sin bror Little Denmark's Xtream X-bomb Joey Jr. Aka Keyser på andenpladsen. Lørdag tog Keyser førstepladsen.
Som sådan er der ikke noget unormalt i dette, men kigger man på de to hvalpes navne, vil man se, at de begge bærer navnet Joey i sig og Joey er navnet på deres far. En hund, der døde i december, men som altså nåede at lave tre fantastiske hvalpe, hvoraf to af dem er i Roskilde i dag.
Men hey, hvor er kennelnavnet på Joey, spørger man måske. Det findes ikke. For Joey var en dansk/svensk gårdhund, som blev købt på Lillebæltsmarkedet, hvor han blev solgt som foxterrier.
I 11 år gik han og hans ejer Mette Finnedahl Hansen helt uvidende om, at han faktisk var en rigtig flot dansk/svensk gårdhund.
Det var først da opdrætter Helene Riisgaard Pedersen fik øje på ham på en video på Facebook, at nogen blev opmærksomme på, at han var et flot racetypisk individ.
Derfor kom han til en prøve for at se, om han kunne blive indmønstret.
- Jeg husker, at dommeren, Mikael Tranholm, sagde, at det var utroligt, at der kunne gå såfdan en flot dansk/svensk gårdhund rundt uden papirer, fortæller Helene Riisgaard Pedersen.
Joey blev parret med Little Miss Denmark's Riff Raff Rita, og 8. november kom der tre hvalpe til verden. Joey nåede ikke selv at møde sine hvalpe, inden han døde 10. december.
- Jeg synes, det er helt vildt, fordi vi får tilført nyt blod til racen, og så vinder hvalpene over hunde, der har kendte aner i flere generationer tilbage. Det er sjovt, men det er også utrolig vigtigt for racen, lyder det fra Helene Riisgaard Pedersen.
Læs mere om de to hvalpe og om, hvorfor Mette Finnedahl Hansen nu er blevet vild med udstillinger i juninummeret af HUNDEN.