En rottweiler er en glad hund, som elsker fysiske aktiviteter. Foto: Tina Kierkegaard Hansen

”Uhhh, tør I godt at have jeres børn sammen med jeres rottweiler?”. En sætning, som sikkert rigtigt mange rottweilerejere har hørt flere gange.

Når man nævner hunderacen rottweiler, er der mange mennesker, der gyser og har opfattelsen af at rottweileren er en bidsk og angrebslysten hund. Gennem tiden har der været flere historier, desværre også nogle episoder, der fortæller om rottweilere, der angriber alt, hvad der rører sig. Sådanne triste episoder opstår dog oftest, når hunden er blevet opdraget og behandlet forkert. Episoderne har været med til at give rottweileren et ry som værende farlig, og de er desværre også være medvirkende til, at kommende hundeejere vælger racen fra.

Træning og socialisering
Opdrages en rottweiler med venlighed, konsekvens og almindelig sund fornuft, får man en pragtfuld hund, der på bedste vis lever op til de forventninger, man kan stille til en brugshund og en familiehund. Opdrages en rottweiler godt, har den en stor tålmodighed over for børn, men her er det vigtigt, at forældrene lærer deres børn at omgås og behandle hunden med respekt og ikke opfører sig over for hunden, så den føler sig truet. Dette gælder for alle hunderacer og ikke kun rottweileren.

For at få en loyal, lydig og omgængelig rottweiler, bør man gå til træning med sin hund og sørge for, at den bliver socialiseret helt fra lille hvalp. Rottweileren er en brugshunderace og er glad for at blive aktiveret i form af f.eks. lydighedstræning. Så en vigtig overvejelse inden man anskaffer sig en lille ny rottweiler er, om man kan finde tiden til at gå til hvalpetræning.

Socialiseringen kan bestå af, at hunden kommer med på en gåtur gennem byen. En sådan gåtur gennem byen med en lille rottweilerhvalp kan dog godt komme til at tage et pænt stykke tid, da alle, man møder på sin vej, meget gerne vil hilse på og kæle for sådan en omvandrende ”tøjbamse”, som en rottweilerhvalp til forveksling ligner.

Med den rette træning og opdragelse har man en ven for livet. Foto: Tina Kierkegaard Hansen

Et tæt forhold
Har man ejet en rottweiler, kan man slå en kæmpe streg over alle de negative historier, som man har hørt om racen. Rottweileren er nemlig en fantastisk familiehund.

Rottweileren er en hund, som man til tider ikke er i tvivl om har sine dybe og tidligere rødder som vogter af store dyreflokke. Dette kommer til udtryk ved, at den er god til at passe på sin familie og gerne vil sørge for, at familien hele tiden er samlet. Rottweileren er en loyal, solid, omgængelig og venlig hund, som knytter sig stærkt til sin ejer.

Læs også: Legenden om hundens kolde og våde snude

Render man rundt med et brændende ønske om en hund, som altid er lige i hælene, som altid vil være lige, hvor man er, også selvom det er på toilettet, en hund som på trods af sine 50 kilo ser sig selv som en ”lille” skødehund og gerne vil sidde meget tæt, en hund, der altid er klar på at ligge i sofaen (eller sengen) og gerne i arm, en hund der altid er god for et godt hundekys, så er det helt klart en rottweiler, man skal vælge eller ikke vælge, hvis man ikke ønsker disse ting ved en hund.

Udseende og oprindelse
Rottweileren er i sin fremtoning en stor, muskuløs, kraftfuld, men stadig ædel race. Tæverne skal være feminine, højde 56-63 cm (idealstørrelse er 60-61 cm) og vægt ca. 40 kg. Hannerne tydeligt maskuline, 61- 68 cm høje (idealstørrelse 65-66 cm) og vægt ca. 50 kg.

Rottweileren er en gammel race, der fulgte med romerne, da de vandrede over alperne for godt 2000 år siden. Den blev anvendt til at drive det kvæg, som fulgte med de romerske hære, vogte værdier og trække vogne. Dette var et fysisk hårdt arbejde og krævede en stærk, adræt, udholdende og modig hund, hvilket stadig er egenskaber, racen besidder til fulde den dag i dag.

Farven på en rottweiler er altid sort med en varm rødbrun farve på poter, brystparti og hals, under halen og i hovedet. Den har et vågent udtryk i de mørke, mandelformede øjne, og dette understreges af de højt ansatte små ører, der bæres hængende, tæt ind til kinden. Rottweileren har stærke kæber og skal altid have et fuldtalligt tandsæt og saksebid, hvor de øverste fortænder griber akkurat foran de nederste. Hals og krop skal være kraftfulde og muskuløse. Bevægelserne skal være adrætte, energiske og smidige. Tidligere blev halerne kuperet kort, men i dag har rottweileren en middellang, kraftig hale, der bæres stolt i sabelform. En rottweiler må ikke virke tung og kluntet, men skal være ædel i sin fremtoning og bevægelse.

Rottweilerens pels er en dobbeltpels, hvor dækhårene skal være hårde og netop dække underulden som skal holde hunden varm igennem kolde perioder. Den er nem at holde ren, men de kan fælde en del i perioder. Pelsplejen er minimal, dog vil en ugentlig tur ned en strigle hjælpe lidt på at holde styr på fældningen.

Standarden for rottweiler har ændret sig en smule gennem tiderne. Sidst i 2018, hvor der blev sat fokus på, at næselængden skulle overholde mere præcise mål, end der havde været i tidligere standarder. Tendensen var, at næselængden blev avlet kortere og kortere på hundene, og for at forhindre denne udvikling, blev det fastlagt, at næsepartiets længde udgør 40 % og skallens længde 60 %. Dette for at fremme sundheden i racen og bibeholde de fysiske træk, der gør racen så alsidig som brugshund og familiehund.

Adfærd, træning og aktivitet
Rottweileren er oprindelig en vogtende hyrdehund. Rottweileren er altså en beskytter, den elsker når familien (flokken) er samlet. Dette betyder, at hunden, hvis rangordenen i flokken ikke er på plads, kan blive dominerende og måske endda overbeskyttende og udfarende. Men altså kun hvis hunden ikke er klar over sin position i flokken. Dette kan selvsagt medføre problemer, når nu det er genetisk bestemt, at racen beskytter flokken og ønsker at holde den samlet. Spørgsmålet er, om dette er foreneligt med vores moderne samfund, hvor vi konstant forlader hulen for at passe job, skole og fritidsinteresser, og medlemmer fra andre flokke kommer på besøg. Derfor har den moderne hund måttet tilpasses disse forhold. Gennem et godt avlsarbejde i specialklubben har vi formået at tilpasse nutidens avl til at opfylde disse krav. Uden at gå på kompromis med racens karakter og evne til om nødvendigt at beskytte flokken.

Læs også: Hvad betyder den gule sløjfe?

Rottweileren er den race i Danmark, der har fået foretaget flest mentalbeskrivelser. Faktisk er det et krav, at en rottweiler skal mentalbeskrives før avl.

Træning
Rottweileren elsker udfordringer gennem alle former for leg og træning. Det er en muskuløs og stærk race, som kræver en del aktivering for at trives. En lang gåtur ved stranden med mulighed for en svømmetur eller en tur i skoven, hvor man kan finde dagens bedste pind, er altid velkommen. Sjovt nok er pindens størrelse ikke uden betydning for rottweileren, det virker, som om den tænker ”kan jeg løfte den, skal den med hjem”. En omgang fodbold i haven eller parken er heller ikke dårligt. Men rottweileren er en rigtig arbejdshund, så hvis man bestemmer sig for at gå til træning i en af klubbens mange kredse eller f.eks. i politihundeforeningen, så kommer racens karakter til sin ret. Her kan den trænes i sporsøg, lydighed og forsvarsarbejde. Altså med mulighed for at bruge alle sine evner.

Alle hunde kan gå spor, men i specialklubbens kredse kan du få råd og vejledning i at gøre det ”rigtigt” – altså kontrolleret – og med målet at finde genstande, som enten ejeren eller en fremmed har lagt i sporet. Sporsøg på den måde er meget givende, men også krævende for hunden. 100 meter spor trætter hjernen og dermed hunden svarende til en løbetur på en kilometer ved siden af cyklen. Et prøvespor er fra 300-1800 skridt afhængig af, hvilket niveau man er kommet til, så det kræver meget træning. Lydigheden skal leges ind, alt indlæring går bedst gennem motivation.

IGP er en af de sportsgrene, som rottweilerne nyder stor glæde af. Foto: Tina Kierkegaard Hansen

De fleste rottweilere er madglade og gør mange ting for en godbid. Men en bold, som kan jagtes, eller en klud/bidepølse til trækkeleg er ofte endnu bedre. I lydighed i dag bedømmes hunden ud over udførelse af selve øvelsen også på, om den ser glad og frejdig ud. En topmotiveret og glad hund kan på trods af størrelsen nærmest danse og svæve hen over banen. Mange steder i specialklubbens kredse bruges klikkertræning som en helt naturlig del af indlæringen. Forsvarsarbejdet er egentlig en kontrolleret gang jagt og fangst. Hunden bruger sit jagtinstinkt, og figuranten bruger enten bidepølsen eller ærmet som det bytte, hunden skal fange. Man lærer altså ikke hunden at bide og blive farlig med denne træning, men stimulerer allerede eksisterende instinkter i hunden. Både lydighed og forsvarsarbejde skal også trænes flittigt, hvis man vil på konkurrenceniveau. Så som i alle andre sportsgrene: vil du være dygtig, skal du øve dig. Hundetræning bliver en livsstil, og racen elsker dette. Spor 2-3 gange om ugen og lydighed og forsvarsarbejde ligeså. Så er racen i sit es. Hunden får lov at bruge sin energi konstruktivt til træningen og kan derfor slappe af i hjemmet.  

Rottweileren bevæger sig gerne både til vands, til lands og i luften. Foto: Tina Kierkegaard Hansen