Første biathlon for menneske og hund i Danmark 23. og 24. juni

18-05-2018 14:30

Bjarke Kirkegaard Nielsen

Mens der gøres klar til at riste hekse på store bål rundt omkring i landet, vil en masse hunde med deres ejere deltage i landets første K9 biathlon i Nærum

Copyright Hunden.dk
Foto: Wiegaarden/Bjarke Kirkegaard Nielsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Niels Poulsen er indehaver af klinikken M-Touch. Derudover er han idemand til den første biathlon for menneske og hund i Danmark.

– Jeg gennemførte den lange distance i Sverige sidste år, og det var så god en oplevelse, at jeg syntes, vi også skulle have sådan et løb i Danmark, fortæller han.

Når løbet bliver skudt i gang i Nærum 23. juni, bliver det muligt at gennemføre en af tre ruter af forskellig sværhedsgrad. Ens for ruterne er dog, at de er plastret til med forhindringer, som hund og ejer enten skal over, under eller igennem.

– Det vil også være muligt at springe nogle forhindringer over. Det er måske ikke så godt at skulle kravle gennem en tunnel, hvis man har dårligt knæ. Der er plads til alle i løbet. Eneste krav er sådan set, at hunden skal kunne gå i snor, lyder det fra Niels Poulsen, der dog også mener, at forhindringerne kan sætte nogle begrænsninger i, hvilke hunde der kan deltage.

– Det er en fordel at have en mellemhund, da man måske skal løfte den over nogle forhindringer. Der vil det ikke være en fordel med en broholmer på 60 kilo, siger han.

Ingen svømmetur
Faktisk var Niels Poulsen i starten i tvivl om, hvorvidt han ville starte K9 biathlon op i Danmark.

Nyheden fortsætter efter annoncen

­– Jeg havde egentlig besluttet mig for ikke at gøre det, fordi det var rigtig svært at finde egnede områder til det. Nu er jeg jo også behandler, og nogle af mine klienter sidder i Rudersdal Idræt. Vi satte os ned og fik en snak om det, og så var vi pludselig i gang, fortæller han.

Indtil videre er der omkring 150 tilmeldte til løbet, hvilket Niels Poulsen er meget tilfreds med, men der er ifølge bagmanden stadig plads til flere deltagere.

Udover biathlonen vil der også være HTM og freestyle, flyball, nosework, run in show og besøg af en hundetjeneste, som arbejder med at finde forsvundne personer.

– Så kan vi jo finde folk, hvis de farer vild på ruten, siger Niels Poulsen og griner.

Idet løbet er en biathlon, skal der indgå et andet underlag end bare almindelig jord. Derfor er vand også en del af løbet, men det skal man ikke bliver forskrækket over.

– Ja der er vand, men det er ikke så meget, at man skal svømme i det, forsikrer Niels Poulsen.

Løbet starter lørdag 23. juli klokken 9.00 på Rundforbi Idrætsanlæg, Egebækvej 118-120, 2850 Nærum, og man kan tilmelde sig på Sportsiming

Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout