Siri Renée
Vi har set meget flot hundearbejde i dag, men også meget rod og mange småfejl. Vigtigst er nok at vi har set mange mange fine udløb til blind point og felt, og mange flotte indkald. Til gengæld så vi ikke mange pæne fri ved fod. Vi så også mange bump ind i førers ben, og det kostede dyrt.Første dansker på banen var Louisa og Zoe og de gik et meget flot program. En enkelt omdirrigering i cirklen, men derudover enormt flotte øvelser med energi og attitude. Det gav heldigvis også mange fine karakterer fra dommerne. Humøret var derfor højt i danskerlejren, både hos holdet og hos de fantastiske supportere. Næste dansker i ilden var Pia og Kaizer. Kaizer misforstod Pia i første position i indkaldet og kom til både at lave en dæk, en legebuk og en stå i første position. Selvom vi syntes det var imponerende med 3 positioner i én, så giver det desværre ikke helt så mange point. Derefter fulgte mange flotte øvelser, blandt andet et meget flot felt! Små fejl sneg sig ind, men overordnet set en meget fin præstation af de to! Både Zoe og Kaizer er debutanter til VM og det var to debuter, deres førere godt kan være stolte af!
Mens vi ventede på præmieoverrækkelse fik vi serveret den største jordbærkage jeg nogensinde har set! Prøvelederen Edwin fyldte nemlig 53 år, og det blev fejret med kage til alle! En kage der i øvrigt blev transporteret i en vintage brandbil… Det smagte fantastisk og var et sjovt og anderledes indslag.
Præmieoverrækkelsen afslørede det vi allerede vidste – at Oili (verdensmester 2016) og Zip vandt på dagen med et imponerende og overbevisende program. Tæt efterfulgt af endnu en finne, Satu, og herefter normanden Kristin.
Det har været en skøn dag, hvor ikke mindst de danske supportere har været med til at skabe en supergod stemning. Tak for jer!
Nu er førere og hunde igen sat i opladeren, så vi er klar til i morgen. Her skal Helle og Tiffany, Helle og Mio og jeg selv og Bonus i ringen.