Et fantastisk Show Of Winners

18-02-2019 14:49

Bjarke Kirkegaard Nielsen

Lørdag var der atter engang Show Of Winners for de bedste, de smukkeste og de fineste hunde. Vi har fået et par øjenvidnefortællinger fra den flotte dag

Copyright Hunden.dk
Privatfoto
Nyheden fortsætter efter annoncen

For første gang skulle Christina Louise Hagen Madsen være dommer ved showet. Hun har fem gange vundet par cuppen, hvorfor arrangør Ulf Fjeldsted mente, at hun ville være kvalificeret til at dømme en af afdelingerne i netop denne disciplin.

– Da Ulf foreslog, at jeg skulle dømme den ene afdeling af Par Cuppen, var jeg ikke længe om at takke ja. Parklasse har altid været noget, jeg virkelig holder af. Det er her, man virkelig skal knokle som handler og kan komme på prøve og vise sine evner, fortæller hun.

Den nykårede dommer var efter showet imponeret over deltagerne, der dog også havde lidt besvær med disciplinen.

– Opgaven med at vende med en parklasse kræver ikke kun, at hundene kommer om på den anden side af handleren, men faktisk også bytter plads med hinanden. En opgave, der på ingen måde er nem at løse, så det ser let og lækkert ud. Flere havde meget store udfordringer med denne opgave, men jeg var ret positivt overrasket over, hvordan de fleste friskt kastede sig ud i opgaven, selvom de næppe havde trænet det før. Det var ret sejt af dem, lyder det fra Christina Louise Hagen Madsen.

En scenevant hund
En anden, der havde en stor oplevelse i lørdags, var Katrine Jeppesen, der stillede op med storpudlen Pepper.

– Efter at have deltaget i Show of Winners i 15 år blev i år ingen undtagelse. Denne gang valgte jeg at tilmelde min storpudel Pepper, som jeg ejer sammen med min mors kusine. Han har haft et helt forrygende år i 2018, havde kvalificeret sig og generelt er en hund, som elsker at vise sig frem og få opmærksomhed. Så jeg var sikker på, at han ville elske stemningen og spotlyset ved Show of Winners; og jeg fik helt ret, lyder det fra Katrine Jeppesen.

Pepper var tilmeldt i Champion Cup, hvor hundene skal have minimum fire championtitler. Før konkurrencen havde Katrine udset sig nogle hunde, hun ikke havde lyst til at trække. (ved korttrækningen som afgør hvilke to hunde, der skal møde hinanden i hver runde),

– Man trækker kort, som afgør hvilke to hunde, der skal møde hinanden i hver runde, men alle hundene er jo dygtige, flotte champions, så egentlig kan man som hund og handler ikke gøre andet end at gøre sit bedste, fortæller hun.

Nyheden fortsætter efter annoncen

I Champion Cup skal man vinde fire runder mod forskellige hunde for at nå til finalen. Og det gjorde Pepper og Katrine.

– Vi var i runder med hhv. en border collie, en mops, en amerikansk akita og en samojed. Alle hunde var af meget høj kvalitet, så dét at stå i finalen var helt igennem fantastisk og surrealistisk, fortæller hun og fortsætter:

– I finalen mødte vi en mellempudel, som sidste år vandt Winners Cup og blev nr. 2 i finalen med alle vinderne. Endnu engang – og til min meget store glæde – gav dommeren den røde vinderroset til os og Pepper blev, til lyden af Queen’s ”We are the Champions”, kåret som vinder af Champion Cup. En følelse og oplevelse, jeg sjældent vil glemme.

Vinderen
Til slut skal alle Cup-vinderne møde hinanden i én stor finale i Show of Winners. Her gav dommeren sig god tid til at se på hundene endnu en gang.

Hun begyndte at placere dem fra nr. 6 og opefter. Til sidst stod kun Katrine Jeppesen med Pepper og Nana Maibøll Quist med samojeden Cabaka’s Kiss The Rain tilbage. De to par blev bedt om at løbe endnu en runde i ringen. Her fik den smukke samojedhund vinderrosetten.

– Selvom vi ikke gik hele vejen, så er jeg helt ekstremt stolt af Peppers præstation, som overgik alle tænkelige forventninger. Han performede som aldrig før og satte aldrig en pote forkert. I års Show of Winners har i allerhøjeste grad været ét, som jeg altid vil huske og få sommerfugle i maven over. Både pga. resultaterne, men ligeså meget pga. Peppers præstation og publikums opbakning. Det er en helt særlig følelse at løbe ind i Show of Winners-ringen og høre publikum heppe på lige netop din hund og samtidig mærke, at din hund elsker det til fulde, lyder det fra Katrine Jeppesen.

Vi siger tillykke til alle de flotte præstationer i Show Of Winners.

Næste års Show Of Winners afholdes lørdag den 22. februar

Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout