Bjarke Kirkegaard Nielsen
Du kender det sikkert godt. Efter en lang dag på arbejdet, og et efterår, der viser sig gennem vinduet som en stormende og regnende omgang. Sofaen trækker umanerligt hårdt i den nederste del af din ryg, og selvom hundesnoren hænger og blafrer lystigt på knagen, bestemmer du dig for, at lige præcis denne dag, kan hunden godt undvære at komme ud på en af de længere gåture.
Næste morgen, når du vågner, svømmer dine hjemmesko i perlende frisk hundetis, og hunden ligger i hjørnet og skuler over mod dig.
Du konkluderer, at det må være hundens hævn over gårsdagens korte gåtur, men er det nu i virkeligheden også det?
Det har man forsøgt at finde ud af på hjemmesiden dogvills.com.
Her er svaret et klart og rungende nej.
For mens en hund godt kan blive glad for at gå en tur, trist over at miste og jaloux over at blive ignoreret, så er der, ifølge artiklen, stor forskel på hunde og mennesker, når det handler om vrede.
En hund kan blive sur, hvis et barn trækker den i halen, men den bliver ikke sur på barnet. Den bliver bare sur over at blive trukket i halen, fordi det er ubehageligt og måske gør ondt.
Vi mennesker er eksperter i at gå og være sure på andre mennesker over et eller andet i lang tid. Men det kan en hund ikke. En hund er kun sur så længe, det den er sur over foregår.
Mennesker har det med at give hunden menneskelige træk, og derfor tror vi også, det er hævn, når hunden eksempelvis roder i stuen eller tisser i skoene. Men det er udtryk for noget helt andet. Det kan være, hunden keder sig, eller hvis den pludselig begynder at tisse rundt omkring, kan den være syg.
At vi tror, at hunden hævner sig over en for kort gåtur, er udtryk for vores egen dårlige samvittighed, skriver de i artiklen.
Hvad mener du? Kan en hund være sur på sine mennesker?
