Bjarke Kirkegaard Nielsen
Sådan en fredag i Roskilde må man bare erkende, at vi bor i et land, hvor vejret har mange luner.
Efter en smuk formiddag drog bygerne ind over Dyrskuepladsen og pladrede hundene til i kaskader af regnvand.
Specielt da vinderen i gruppe otte skulle findes i Store Ring stod det ned i stænger, og faktisk besluttede DKK, at man lige skulle holde 10 minutters pause derefter, så hundene ikke skulle blive alt for våde.
Det gav rigtig god mening, for da Vibe Borregaards engelsk springer spaniel, Timanka's Expensive Money, blev hyldet som vinder af gruppe otte, var der ikke meget glamour over den smukke hund, der mere lignede en druknet mus end en vinderhund.
Heldigvis døde bygerne ud og de ti gruppevindere kunne hyldes i en tør BIS-finale.
Her endte Cabaka's Raw Power og Gitte Morell øverst på skamlen, og det var en rigtig glad Gitte Morell, der efterfølgende kunne konstatere, at Power nu også var en ægte viking.
- Power er bare Power, og nu er han også viking, lød det fra hende efterfølgende, inden hun kunne fortælle om fredagen i Roskilde:
- Det har været en hård og sjov dag. Jeg har jo også en stand på pladsen, og jeg kunne godt mærke, at Power havde været en del i buret i dag, for han var altså ret så frisk i gruppefinalen, lyder det med et smil fra den glade vinder.
Stort tillykke til Gitte Morell og Power.