Dyreværnet: Sammen skal vi bekæmpe hvalpefabrikker

06-11-2019 15:00

Bjarke Kirkegaard Nielsen

Dyreværnet har i den grad været i centrum den seneste tid på grund af hvalpene Alba og Daisy, der er kommet ulovligt til Danmark fra Serbien. Direktør Rikke Christensen-Lee vil bruge situationen til en forenet kamp mod import fra udenlandske hvalpefabrikker

Copyright Hunden.dk
Foto: Wiegaarden/Bjarke Kirkegaard Nielsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

 

Det kan virke lidt paradoksalt. På et internat hos Dyreværnet sidder Daisy og Alba i karantæne, fordi de kommer fra et rabies-risikoland. Dyreværnet kæmper de to hvalpes sag, selvom Fødevarestyrelsen kræver Daisy og Alba sendt tilbage til Serbien eller aflivet.

Altimens dette foregår, forsøger Dyreværnets direktør Rikke Christensen-Lee at samle aktører fra dyreverdenen til en fælles oplysningskampagne mod ulovlig import af hundehvalpe fra udenlandske hvalpefabrikker.

– Jeg kan godt forstå, det kan virke lidt underligt, men jeg synes faktisk, det giver rigtig god mening, fortæller Rikke Christensen-Lee og fortsætter:

– For os er det to forskellige problemstillinger. I bund og grund handler det om, at det er bedre at stoppe importen. På den måde forebygger vi, at vi nogensinde ender med flere Alba’er og Daisy’er. Men nå de nu er her, så skal vi også behandle dem ordentligt og give dem en fair chance.

Når Rikke Christensen-Lee gerne vil samarbejde med andre om en oplysningskampagne, skyldes det, at handlen med ulovlige hvalpe er en kæmpe pengemaskine, og at almindelige mennesker måske glemmer at tænke over konsekvenserne for hundene.

– Ulovlig handel med hunde er den tredjestørste form for kriminalitet i Europa, så er der er jo voldsomt mange penge i det. Det er vi udmærket klar over. Derfor kræver det, at vi alle står sammen for at undgå, at vi får flere hunde ind som Alba og Daisy, siger hun og slår fast, at hun allerede har været i gang med at kontakte andre.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Af mulige samarbejdspartnere i kampagnen nævner hun Den Danske Dyrlægeforening, Dansk Kennel Klub, Fødevarestyrelsen og andre dyreværnsforeninger.

At Dyreværnet kæmper for Alba og Daisy skyldes ikke mindst, at man fra Dyreværnets side er meget sikre på, at de to hvalpe ikke har rabies.

– Det er vi mega sikre på. Det er selvfølgelig umuligt at sætte procenter på, men vi er jo altså heller ikke interesserede i at indføre rabies til Danmark, siger hun og fortsætter:

– EU har for nogle år siden gjort et stort arbejde for at udrydde rabies i landene omkring EU, da man jo ikke vil have sygdommen ind. Jeg har læst en rapport fra OIE (World Organisation for Animal Health), hvori der stod, at der i Serbien var fundet én vild ræv i 2018 med rabies, og at der ikke er fundet rabies hos mennesker siden 1967 og hunde siden 2011 i Serbien. Det sammenholdt med, at Daisy og Alba kommer fra en hvalpefabrik, hvor de nok ikke har været ude, så de kunne blive udsat for smitte fra vilde dyr, gør, at vi ikke mener, der er grund til at frygte, de har rabies.

Dyreværnet holder dog hundene i karantæne i fire måneder, som der kræves. Dog vil de ikke afholde hvalpene fra menneskelig kontakt, da det vil skade hvalpene.

– Jeg har valgt, at hele mit personale skal være vaccinerede mod rabies, så det er de. Derudover skal de naturligvis til læge, hvis de bliver bidt af hundene. Fødevarestyrelsens anbefalinger om, at hundene ikke må have kontakt til mennesker, træder i kraft, hvis der er høj risiko for smitte, og det er der altså ikke med Alba og Daisy, siger hun.

Vi følger naturligvis udviklingen i sagen, og vi arbejder på at finde ud af, om de mulige samarbejdspartnere er med på en fælles oplysningskampagne.  

Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout