Astrid Gerd Holtet
Øjnene er følsomme, og sygdomme i dem kan hurtigt blive alvorlige. Det er derfor vigtigt at du holder øje med hvordan hundens øjne ser ud, og reagerer hvis du oplever tegn på sygdom – og da det kan være svært at se forskel på ufarlige småproblemer og alvorlige sygdomme, bør du altid tage tegn på sygdom alvorligt
8 tegn på øjenproblemer, som du bør holde øje med
1) Rødme eller puds i øjet
Rødme eller irritation i øjet, evt. med puds eller flåd, ses ved mange forskellige øjenproblemer, blandt andet øjenbetændelser og sår på hornhinden.
2) Sammenknebet øje
Kniber hunden øjet sammen, er det typisk tegn på smerte i øjet. Gør øjet ondt, eller klør det, kan hunden også finde på at gnide med poten omkring øjet eller køre øjet op ad sofaen eller hen ad gulvet.
3) Store eller uens pupiller
Hvis hundens pupiller ikke trækker sig sammen og udvider sig som de plejer, er det tegn på sygdom. Det kan blandt andet ses at pupillerne ikke er lige store, at de ikke trækker sig sammen, når lyspåvirkningen øges, eller at de ikke udvider sig igen, og derfor synes helt små.
4) Hunden bliver lysfølsom
Hvis hundens opførsel tyder på, at den oplever lys som noget ubehageligt, er det tegn på smerte i øjet. Det kan blandt andet ses ved at hunden holder øjet lukket, blinker meget eller kigger væk fra lyset.
5) Forskel på øjenæblerne
Størrelsesforskel på øjenæblerne er et tegn på alvorlig sygdom. Er der størrelsesforskel, kan det blandt andet ses ved at huden omkring det ene øje buler ud, eller at hele øjet syner større.
6) Uigennemsigtig hornhinde
Hvis hundens hornhinde bliver uigennemsigtig, kan det være tegn på sygdom. Den kan fremstå grumset, eller uklar, og det kan være svært at se hunden pupil og iris.
7) Hvidt eller gråt område på hornhinden
Har hunden et sår på hornhinden kan det ses som et hvidt eller gråt område på den ellers klare hornhinde. Større sår kan også ses som udposninger, buler eller lignende på hornhindens strukturer.
8) Blod i øjet
Blod i øjet kan også ses ved en række alvorlige øjenproblemer. Ligeledes bør du reagere hvis du ser sår i øjenkanten, for eksempel ved øjenlågsranden.
Mistænker du, at din hund har problemer med øjet, bør du altid kontakte en dyrlæge
/Astrid Holtet, dyrlæge