Bjarke Kirkegaard Nielsen
Der er mange grunde til, at man kan kalde amerikanere skøre. Men vil man opleve mennesker, der går all in på et eller andet, så er Amerika et godt sted at tage hen.
Sådan er det også, hvis man er hundemenneske langt ind i knoglerne.
Tag for eksempel bare den lille flække Cottonwood, som huser cirka 900 mennesker, i Idaho i det vestlige USA. Her findes en B&B, som er specielt bygget til alle, der ikke kan få nok af at kigge på hunde. Stedet hedder Dog Bark Park Inn B&B. Her kan man bo i en 2-værelses lejlighed, der er udformet som en gigantisk beagle.
Og det er ikke bare huset, der er hundeformet. Sengegavlen er udsmykket med håndskårne træhunde, og der findes alskens bøger og spil med hunde som omdrejningspunkt i denne skøre og skønne B&B.
Boligen kan leges gennem Airbnb, og herfra lyder det, at boligen er yderst populær og er pt. fuldt booket frem til april 2020, så man skal være tidligt ude, hvis man vil prøve at overnatte i en hund.