Tine Luther
Efter at have fået et tip om, at der befandt sig ulovligt opdrættede hvalpe på en adresse i Vesterborg på Lolland, troppede politiet torsdag i sidste uge op og hentede hvalpene. Tre hvalpe og en drægtig tæve, alle af racen american staffordshire terrier, som det er forbudt at avle på, blev fjernet fra adressen – hvalpene med henblik på aflivning. Hundenes ejer, en 44-årig mand, får en bøde for overtrædelse af hundeloven – for anden gang! Han har tidligere fået en bøde grundet avl på selvsamme tæve, som han nu har lavet hvalpe på. Ingen sanktionsmuligheder Allerede i maj måned udtalte dyrlæge Henriette Marqvorsen fortvivlet, at hun havde fået til opgave at aflive en masse sunde hvalpe af forbudte racer. Efter aflivningerne kan ejerne så bare fortsætte den ulovlige avl, idet hundeloven ikke giver mulighed for tvangssterilisation – ikke engang af tæver, der er avlet ulovligt på flere gange. Hundeloven giver ingen sanktionsmuligheder over for de mennesker, der avler på ulovlige racer. Forbudte racer Nedenfor ses en liste over de 13 forbudsracer. Hunde erhvervet inden den 17. marts 2010 må ejerne beholde, men på offentlige områder skal hundene føres i snor og bære mundkurv. Visse steder – f.eks. i hundeskove – må hundene dog løbe frit, men de skal altid bære mundkurv. Reglerne gælder også for blandinger, hvori forbudsracer indgår. Loven blev i øvrigt vedtaget på trods af bl.a. DKK’s anbefalinger om ikke at forbyde bestemte racer. Pitbull Terrier Tosa Inu Amerikansk Staffordshire Terrier Fila Brasileiro Dogo Argentino Amerikansk Bulldog Boerboel Kangal Centralasiatisk Ovtcharka Kaukasisk Ovtcharka Sydrussisk Ovtcharka Tornjak Sarplanina Kilde: folketidende.dk og hundeloven