Tine Luther
December måned og en god del af januar er et mareridt for de mange hunde, som er bange for fyrværkeri. Efter adskillige års indsats har DKK nu fået politikerne i tale. Regeringen har sendt et lovforslag i høring, som indskrænker den tilladte affyringsperiode fra 5 uger (1. dec. til 5. jan.) til 5 dage (27. dec. til 1. jan.). Allerhelst så DKK, at vi nøjedes med at tillade affyring selve nytårsaften, men fem dage vil trods alt betyde en klar forbedring. F.eks. kan de hårdest ramte hundeejere så leje sommerhus i en uge, mens folk jo ikke kan forlade hjemmet i over en måned. Der er frist for indsendelse af høringssvar den 29. november, og der er næppe tvivl om, at importører og forhandlere vil kritisere forslaget voldsomt. Hvis man støtter ønsket om at indskrænke affyringsperioden, anbefaler vi, at man giver sine synspunkter til kende f.eks. gennem læserbreve i sin lokalavis eller direkte på Høringsportalen (du finder link til portalen under billedet til højre), så det ikke kun er modstanderne af en forkortet affyringsperiode, som ytrer sig.